84-årig fik massage af tricktyv

Tricktyv gav ældre kvinde massage - og stjal hendes dankort

En kvinde på 84 år blev lørdag klokken 13.30 udsat for et tricktyveri i sit hjem på Hovedgaden i Rønde. Beboeren havde lukket en kvinde ind, der henvendte sig ved hoveddøren og spurgte efter toilettet. Beboeren fulgte kvinden ud på toilettet, hvor hun uden videre begyndte at massere den 84-årige i nakken og spurgte, om hun var øm.

Da kvinden omkring 10 minutter senere gik igen, opdagede den ældre beboer, at hendes dankort var væk. Kvinden talte dansk med accent, kaldte sig Karina og havde lyserødt tøj på.

Har nogen oplysninger om sagen, bedes de ringe 114.

Østjyllands Politi opfordrer borgere til ikke at lukke ukendte personer ind i deres hjem. Det gælder også, hvis vedkommende påstår at komme fra en myndighed eller virksomhed. Står man i en sådan situation, anbefales det, at man tjekker, om vedkommende er den, han/hun siger. Det kan man for eksempel gøre ved at bede om legitimation og ringe til den myndighed eller virksomhed, vedkommende påstår at komme fra. Det er usandsynlig, at myndigheder og virksomheder møder op ved ens hjem uden forudgående aftale, forklarer politiet.

jr

Publiceret 22 May 2018 13:07

Adresseavisen Syddjurs nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Adresseavisen Syddjurs
SENESTE TV