Sparket på halsen og truet med mere vold af tidligere kammerat

44-årig mand fra Aarhus er blevet varetægtsfængslet i to uger for vold i Rønde mod en tidligere kammerat

Af
Jeppe Rafn

En 44-årig mand fra Aarhus N er torsdag formiddag blevet varetægtsfængslet i to uger for vold og trusler om vold.

Voldsepisoden skete 22. maj ved aftenstid, hvor den 44-årige mand opsøgte en 40-årig mand i hans hjem i Rønde. De to mænd er tidligere kammerater, oplyser politiets anklager Lene Zebis, men den 44-årige mand var blevet sur på den 40-årige, fordi han angiveligt havde sagt nogle trælse ting om ham.

Den 44-årige kvitterede med at sparke den tidligere kammerat på halsen, så han et kort øjeblik mistede bevidstheden. Ifølge offeret blev han også truet med vold, hvis han anmeldte det til politiet. Overfaldet skete ifølge anklageren på en gårdsplads ved offerets hjem i Rønde, hvor den 44-årige pludselig dukkede op.

Efter et par dages betænkningstid valgte offeret at trodse truslerne og anmelde sin tidligere kammerat for overfaldet. Han blev anholdt i går onsdag og altså fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Randers i dag torsdag, hvor han blev varetægtsfængslet i to uger. Den 44-årige aarhusianer erkendte volden, men nægtede at have truet offeret, og han kærede varetægtsfængslingen.

Ifølge Østjyllands Politis anklager Lene Zebis er sagen tæt på at være færdigefterforsket, så derfor var det kun nødvendigt at kræve ham varetægtsfængslet i to uger.

Publiceret 07 June 2018 14:31

SENESTE TV