Kommunalt:

Skoleelever får lov at flyve med Ryanair

- “Må en 8. klasse på Vestre Skole i Grenaa flyve med et lavprisflyselskab som Ryanair på en studietur til London?”.

Det spørgsmål kom forleden på økonomiudvalgets dagsorden i Norddjurs.

Kommunen har nemlig, som så mange andre danske kommuner, indgået en indkøbsaftale - den såkaldte SKI-aftale -  blandt andet på rejsebureauydelser.

I 2015 besluttede et flertal i kommunalbestyrelsen at tilslutte sig SKI-aftalen på flyrejser.
Ifølge aftalen stilles der krav om, at leverandørerne overholder en række fundamentale forhold vedrørende samfundsansvar.

Det var blandt andet de meget heftige diskussioner om blandt andet Ryanairs behandling af selskabets ansatte, der var medvirkende til beslutningen.

Rejse til 43.000 kroner

 
Den aktuelle sag kom på den kommunale dagsorden efter en 8. klasse på Vestre Skole i Grenaa har planlagt en studietur til London.

Eleverne har samlet 43.000 kroner ind til rejsen.

Imidlertid rækker det beløb ikke, hvis rejsen skal købes gennem den kommunale SKI-aftale.
Merprisen er anslået til at ligge et sted mellem 15.000 og 42.000 kroner.

Borgmester Jan Petersen (S) oplyser, at det sådan set er i orden, at eleverne - der selv betaler for rejsen - køber den billigst mulige.

Men for de lærere, der skal med på turen og har en tilsynsforpligtelse i forhold til eleverne, vil det umiddelbart være i strid med den tidligere trufne beslutning.
 

Sund fornuft

 
Økonomiudvalget går ind for at dispensere fra aftalen i dette tilfælde, så lærerne kan rejse til London sammen med deres elever.

Den endelige beslutning skal træffes i kommunalbestyrelsen i næste uge.

Borgmester Jan Petersen fortæller, at begrundelsen for at give en dispensation er, at “skolerejsen hovedsageligt er betalt af forældrene”.

“Det er jo sådan set lærernes rejse, vi har givet dispensation for”.

Jan Petersen forklarer, at der i den virkelige verden opstår dilemmaer, når man forsøger at bekæmpe social dumping.

“Og det er jo hovedformålet, at vi ikke vil bidrage til, at undergrave løn- og arbejdsvilkårene i Danmark. Og det står uændret”.

Borgmesteren i Norddjurs vil ikke være med til bare at lade stå til og give frit slag for social dumping.

“Men så kommer der de her situationer, hvor vi må sige, er der en eller anden sund fornuft der gør, at vi kan komme videre uden at kunne tegne den ideelle verden”.
Og det er så den sunde fornuft, der har sejret i økonomiudvalget i Norddjurs.

Publiceret 06 December 2017 00:00

SENESTE TV