God oplevelse:

Mellem Jyder er det rene eventyrland

Af René Vadstrup, Engdalsvej 4, 8400 Ebeltoft:

“Midt på Juuls Bakke strømmer autenticiteten og romantikken den forventningsfulde gæst i møde som en åbenbaring fra en svunden tid i samme øjeblik, blikket automatisk drages mod 'Mellem Jyders' smukke facade. En majestætisk kampestenssokkel med bløde organiske former - blufærdigt iklædt en tætsiddende festdragt af glinsende sort beg - bærer stolt det skæve smukke bindingsværk.

De hvidkalkede munkesten er nænsomt omfavnet af et knudret naglet egetræsskelet, som tiden har formet på sin egen forunderlige måde. Bag den gamle udskårne egetræsdør føres man tilbage til livet anno 1610 - dengang herligheden åbnede dørene for omverdenen.

Det er som at åbne en bog med et levende eventyr. For børn og barnlige sjæle begynder al læsning med eventyret. Eventyrligt at høre ord, eventyrligt at kunne læse ord og endnu mere eventyrligt at opleve glæden ved at skrive ord. I eventyret møder man de øjeblikke, der løfter sig som stjerneskud over alle andre. Dette momentum oplevede 27 glade gæster på det eventyrlige 'Mellem Jyder'.

Man indhylles i duften og smagen af dejlig kromad og liflig vin, som i passende mængder skaber de øjeblikke, der får de skæve trætte mure og vinduer til at søge tilbage mod ”ungdommens” ranke statur. Lukkes øjnene for en stund, fornemmes tydeligt lyden af jernbeslåede spidse træsko, der slæbes tungt henover gulvet af hedengangne Molboer med nedslidte og krumme rygge. Udenfor anes lyden af oksekærrer, der ruller hen over de toppede brosten på vej hjem efter endnu en slidsom dag ude på overdrevet.

Joh - folkelig hygge, spædet med god gedigen dansk mad, trives i bedste velgående på 'Mellem Jyder'. Kun mangler man salig Peter Baltzer ('Den sidste Molbo') til at fuldende eventyret med tonerne fra sin flittigt brugte trækharmonika - godt mærket af tidens tand. I min svage erindring forekommer det mig, at det ikke var den store virtuose oplevelse; men enkelte passager kunne dog med lidt god vilje forveksles med en strofe, der havde strejfet Giro 413 på en god dag - det er da hygge og autenticitet på et elskeligt og folkeligt niveau.

Det smilende og joviale værtspar Christina og Peter tog varmt imod os. Vi blev trakteret med en ualmindelig dejlig og velsmagende menu, der matchede indbegrebet af gedigen dansk krokultur.

• Hjemmelavet Hønsekødsuppe med Kød- og Melboller.

• Wienerschnitzel med ”dreng” på toppen og dejligt tilbehør.

• Hjemmelavet Islagkage.

Lækker Mad og liflig Vin er i sandhed uadskillelige og guddommelige følgesvende, der kun vil vi livsnydere det bedste.

Platon skrev engang: ”Intet prægtigere end druens saft har nogen sinde været skænket mennesket af Gud”.

I et symbiotisk samspil med de sociale omfavnelser – dejlige mennesker, der skabte en fantastisk stemning allerede fra start, dæmpet belysning, siddende tryllebundet med blikket rettet mod to dejlige forførende øjne overfor - bliver det ikke mere romantisk. At den ”medbragte” ægtefælle så ikke lige er den person, der sidder overfor, tilfører da bare Livet en ekstra kvalitet - en lille ”uskyldig” flirt er ikke at foragte. Hvor eventuelle afledte drømmerier end måtte ende, overlades til den enkelte drømmers egen samvittighed. Fantasien sætter lykkeligvis ingen begrænsninger og skal ikke stå til ansvar for verdenen udenfor. Og kære ægtefælle, prøv at efterleve romeren Ciceros berømte citat: ”Ignoscere divinum”- at tilgive er guddommeligt.

Under middagen krydrede Peter den gode stemning med en videns-konkurrence, der udløste syv flasker dejlig mousserende vin til vinderbordet. Selvom jeg sad ved Kaptajnens (Jørgen Laugesens) bord 13, rakte den samlede viden ikke til en sejr. Lykkens gudinde gled let og elegant forbi ”taber-bordet”.

Den glade varme fra gæsterne fik efterhånden de november-kolde vinduesruder til at dugge som små trætte barneøjne, der ikke ville overgive sig til søvnen. Sådan følte vi det også efter denne fortryllende aften fuld af glæde og eventyr.

”Mennesker vil glemme det, du sagde, mennesker vil glemme det, du gjorde, men de vil aldrig glemme det, du fik dem til at føle” (Forfatteren Maya Angelou).

Tusind tak til Christina og Peter for en dejlig oplevelse i Jeres hyggelige gamle stuer. Og tak fordi I gør Ebeltoft lidt dejligere at leve i.

Mange varme hilsner og på gensyn.”

Publiceret 06 December 2017 12:48

Adresseavisen Syddjurs nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Adresseavisen Syddjurs
SENESTE TV

Kræftramte børn får tur i Djurs Sommerland

Normalt står hverdagen på hvile, lektier og ind i mellem blodprøver og kemo for 13-årige Mikkel G. Nielsen fra Galten. Men i dag får han sammen med andre kræftsyge børn fra Skejby Sygehus og deres familier mulighed for at glemme hverdagen lidt med en tur i Djurs Sommerland.

Det er Lions Club Aarhus Régina og Lions ungdomsklub Leo Club Aarhus Nord, der har arrangeret sommerturen til Djurs Sommerland.

"Jeg har glædet mig til i dag, fordi Lions Club har arrangeret, at vi unge kommer i Djurs Sommerland og hygger os og har det mega sjovt. Sådan nogle arrangementer kommer der tit nogle af for at vi skal glemme vores kemodage og have det sjovt," siger Mikkel G. Nielsen.

Væk fra hverdagen

Mikkel G. Nielsen fik i efteråret konstateret leukæmi. En lidt sjælden form, hvor det er t-cellerne, der ramt.

"De første otte måneder, har været hårde. Der har han fået blok-kure, som er en hård kemokur. Halvdelen af tiden har han været indlagt. Derfor er det rart at han nu er frisk nok til at være med i dag," fortæller Lis-Lotte Nielsen, som er mor til Mikkel.

Derfor er det også en Mikkel G. Nielsen, der har kørestolen med i dag, så han ikke bliver alt for træt. Men en af de vildeste forlystelser var alligevel øverst på dagens to-do liste, og blev som den første krydset af.

"Det er den sjoveste forlystelse der er herude. Det er fedt, det går så hurtigt, især det sving, der kommer i starten," fortæller 13-årige Mikkel G. Nielsen, der førhen har haft sæsonkort til forlystelsesparken.

Giver et afbræk

Det er 17. gang, at Lions Club har arrangeret turen for børnene og deres familier. Lions Club er verdens største private humanitære hjælpeorganisation. Pengene til sommerlandsturen kommer fra klubbernes kontingentkasse og fra aktivitetskassen – altså penge, de har tjent ved eksempelvis kræmmermarkeder, bankospil med mere.

”Formålet med den årlige udflugt er at give de sygdomsramte familier et afbræk fra en hverdag præget af sygdom. I løbet af dagen kan hele familien hygge sig og have det sjovt sammen i forlystelserne – et samvær, som der ikke altid er mulighed for på afdelingen. Samtidig får familierne mulighed for at møde andre familier i lignende situationer, og de får tid til at tale sammen og lære hinanden bedre at kende,” fortæller formand for Lions Club Aarhus Régina, Solvejg Kaae Hansen.