Tikær:

“Det er en fest at gå på arbejde”

Claus Tikær er ovenud tilfreds med jobbet som centerkoordinator i Kolind+, selvom det medfører masser af lange arbejdsdage

Af
Lars Norman Thomsen

Lars Norman Thomsen

kolind Han har i det meste af sit voksenliv været vant til lange arbejdsdage og ligeledes at måtte tage lørdagene med for at komme i mål. Derfor var Claus Tikær, fylder 56 næste gang, ikke skræmt ved tanken om at blive centerkoordinator i Kolind+, da muligheden bød sig, og ansættelsesudvalget besluttede, at det skulle være ham, der skulle have tjansen som daglig leder af det splinternye multifunktionelle kultur- og idrætscenter på Bugtrupvej med både idrætshal, bibliotek, lokalarkiv, café og multisal.

“Jeg var selvfølgelig glad for, at man besluttede sig for at give mig chancen,” siger Claus Tikær, der havde første arbejdsdag 1. august 2016.

Den mangeårige bestyrer af sportsbutikker i Kolind, Rønde, Hornslet og senest Grenaa havde i forvejen været en smule involveret på sidelinjen i tilblivelsen af Kolind+ via sit engagement i Kolind-Perstrup IF og byens handelsliv.

Et skønt job

Halvandet år efter starten er det en begejstret centerkoordinator, der møder ind hver morgen klokken 8 skarp på jobbet.

“Jeg nyder at komme her og møde masser af mennesker hver dag. Det er en fest at gå på arbejde,” siger Claus Tikær, der aldrig har været typen som har levet efter et skema med faste daglige gøremål.

“Man er selvfølgelig aldrig helt klar over, hvad et nyt job vil indebære, før man står i det, men jeg var godt klar over, at det ikke var et 8 til 16 job, som jeg havde sagt ja til,” siger centerkoordinatoren, der som hovedregel er på syv dage om ugen.

“Jeg plejer at tage en pause et par timer om eftermiddagen, men ellers er jeg her gerne til klokken 21.30 i hverdagene. Folk har selvfølgelig en berettiget forventning om, at jeg er der, når der er aktivitet i huset.”

Kort efter åbningen i 2016 overtog han også driften af køkken og cafeteria, og det sætter han en ære i at holde åbent, når der er mennesker i Kolind+.

Moderne forsamlingshus

Centerkoordinatoren glæder sig over det liv, der på kort tid er kommet i lokalerne.

“På halvandet år er der sket meget, og mange foreninger har fundet ud af at bruge huset. Vi har fået dannet et aktivt brugerråd, som også bidrager til at udvikle Kolind+ til et sted for mennesker i alle aldre,” siger Claus Tikær, familiefar med revisor-kone og to teenagepiger som begge går på Rønde Gymnasium.

Den ultimative drøm er at skabe et levende kultur- og forsamlingshus, og han er godt på vej.

I samarbejde med Syddjurs Bibliotek har han allerede afviklet lødige kulturarrangementer. Multisalen, der kan deles i to mindre rum, passer fortrinligt til formålet.

Rummet er med sin fine akustik også glimrende til koncerter. Til efteråret, 5. oktober, kan Claus Tikær således præsentere den tidligere Gnags guitarist Per Christian Frost og hans band, der lige nu er aktuel med pladen 'The Calling'.

Inden da når centerkoordinatoren at drosle lidt ned fra april til august, hvor det sportslige aktivitetsniveau ikke er så højt som i de øvrige otte måneder af året.

“I mit job skal jeg selv finde min heller, men jeg klager ikke. Tværtimod er det skønt, at jeg fik lov til at springet over i en anden boldgade, hvor mit gode netværk fra butikslivet og sportens verden har været en stor fordel,” lyder det fra den passionerede elsker af alt slags sport, som han altid har dyrket med lige så stor energi og lyst, som han er gået til jobbet som chef i Kolind+ - helt uden filter og klagesange.

Publiceret 14 February 2018 19:00

Adresseavisen Syddjurs nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Adresseavisen Syddjurs
SENESTE TV