Rosenholms naboer holder liv i gammelt håndværk

Møbelpolsterfaget er igen på vej frem. Det mærker man hos Dahl & Juul, som holder liv i det gamle håndværk

Af
Af Stine Østergaard

På vej til Dahl & Juul – Interiør kører man ad grusstien med poppeltræer på begge sider på Slotsvej. Selvom den lange, murstensrøde bygning blegner lidt ved siden af naboen, Rosenholm Slot, fornemmer man med det samme, at man er på vej ind et sted, hvor intet er overladt til tilfældighederne. Og hvor et gammelt håndværk stolt lever videre og fornyer sig selv.

LÆS OGSÅ: Moment satser på drikkevarer i 2018

Merete Dahl Raaberg og Kim Juul Raaberg er møbelpolstrere. Dem bliver der ikke uddannet mange af om året i Danmark, og møbelpolstrer-parret i Hornslet vil gerne aflive myten om, at møbelpolstring er noget, der foregår i et støvet, mørkt baglokale.

“Vi vil gerne have polsterfaget frem i lyset,” siger Merete Dahl Raaberg med en vis stolthed i stemmen.

Perfekte omgivelser

De ejer virksomheden Dahl & Juul – Interiør, som har eksisteret siden 2010. I sommeren 2015 flyttede parret værkstedet fra Mejlby til Hornslet.

“Vores første tanke var at komme tættere på Aarhus. Vi var ude at kigge på mange lokaler, men de var alle grå, kedelige betonblokke. Og når man kiggede ud af vinduet, så man over på den næste grå betonblok. Det herude ved Rosenholm Hovedgård passer meget bedre ind i vores røde tråd.” fortæller Merete Dahl Raaberg.

“Og så er omgivelserne jo perfekte og understøtter den kvalitet, vi gerne vil afspejle,” supplerer Kim Juul Raaberg.

Kim Juul Raabjerg og Merete Dahl Raabjerg er ejerne af Dahl & Juul - Interiør. Foto: Stine Østergaard

Kim Juul Raabjerg og Merete Dahl Raabjerg er ejerne af Dahl & Juul - Interiør. Foto: Stine Østergaard

Et håndværksfag

Hos Dahl & Juul – Interiør kan man komme forbi med sit gamle arvestykke eller loppefund og få møblet ompolstret.

Det er et håndværk, som har været i nedgang siden Finanskrisen, men er begyndt at vinde frem igen i stor stil.

“Det kan måske have noget at gøre med de mange antik- og genbrugsprogrammer, der er i tv for tiden. Det er meget in ikke kun at købe nyt. Og der er så mange fantastiske designs fra 1950'erne og 1960'erne,” siger Kim Juul Raaberg om den stigende efterspørgsel på ompolstring af ældre møbler.

Inde i bygningen, som er inspireret af en staldbygning fra Rosenholm Slot, går kvalitet og perfektionisme igen som et tema. Der bliver ikke gået på kompromis med noget som helst, og polstrerbordene er betrukket med noget af det fineste læder, man kan komme i nærheden af.

“Vores leverandør grinede af os, da vi bestilte det til vores borde. Det er anilinlæder, som vi også bruger til møbler, når kun det bedste er godt nok,” fortæller Merete Dahl Raaberg.

Og sådan blev det. Det har også den fordel, at kunderne kan se, hvor holdbart læderet er, og hvordan det ser ud, når det bliver hårdt brugt, påpeger Kim Juul Raaberg.

Den danske produktion er endnu en vigtig del af Dahl & Juuls røde tråd. For flere store designerbrands har flyttet produktionen ud af landet.

“Tager man bare her i Hornslet, var der jo engang 4-5 møbelfabrikker i området. I dag er der kun os. Vi synes, det er synd, at alle de håndværksmæssige gode kompetencer flytter ud af landet,” siger Kim Juul Raaberg.

Derfor samarbejder de også de med danske designere om at producere nye, danske møbler. En trappe fra værkstedet fører op i show-roomet, hvor man kan se nogle af dem.

For eksempel har de lige polstret en sofa for møbeldesigneren Isabel Ahm og Kjeltoft Snedkeri.

Det kræver sin polstrer at kunne arbejde i de mange forskellige materialer. Der er stor forskel på, om det er læder, stof med eller uden stræk og så videre. Foto: Stine Østergaard

Det kræver sin polstrer at kunne arbejde i de mange forskellige materialer. Der er stor forskel på, om det er læder, stof med eller uden stræk og så videre. Foto: Stine Østergaard

Publiceret 13 March 2018 19:30

Adresseavisen Syddjurs nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Adresseavisen Syddjurs
SENESTE TV