’Frederikkes nøgletal’ er en af de ting, som står i det store Excel-dokument med forskningsresultaterne. Frederikke Kalmar bruger data fra folk i forskellige aldre til at udregne en gennemsnitsscore. Det er blandt andet det tal, hun bruger til at sammenligne med svarene fra en, hun ikke kender alderen på. Derfra har hun et kvalificeret gæt på, hvor gammel testpersonen er.

’Frederikkes nøgletal’ er en af de ting, som står i det store Excel-dokument med forskningsresultaterne. Frederikke Kalmar bruger data fra folk i forskellige aldre til at udregne en gennemsnitsscore. Det er blandt andet det tal, hun bruger til at sammenligne med svarene fra en, hun ikke kender alderen på. Derfra har hun et kvalificeret gæt på, hvor gammel testpersonen er.

Unge Forskere:

Frederikke er i finalen

Frederikke Kalmar har opfundet en billedtest, så hun kan udregne, hvor gammel du er – alt efter hvad du svarer

Af
Af Stine Østergaard

Frederikke Kalmar er en af de 50 junior-finalister i konkurrencen 'Unge Forskere'. Finalepladsen har hun fået for sin forskning med en test, der kan udregne folks alder ved hjælp af, hvilke billeder de kan genkende.

LÆS OGSÅ: Freja forsker i gennemsigtige hjerner

“Ideen kom til mig en jul, da vi legede sådan en leg, hvor man fik bind for øjnene og skulle gætte, hvad man havde i hænderne,” fortæller Frederikke Kalmar, der til dagligt går i 7. klasse.

“Da det var min tur, fik jeg en diskette i hånden...”

Pausen efter den sætning, siger det hele. Det er tydeligt på Frederikke Kalmars blik, at hun som 14-årig ikke havde en jordisk chance for at vide, hvad hun sad med i hænderne. For en diskette er jo slet ikke noget, man har oplevet i hendes generation.

“Og så fik jeg tanken, at man jo måtte kunne gætte folks alder ud fra, hvad de kendte til,” siger Frederikke Kalmar.

En enkelt test

Testen går i alt sin enkelthed ud på, at man skal svare på 30 spørgsmål ud fra nogle billeder. Her er alt fra billeder af apps, børneværter, og musikere og politikere fra forskellige tidsperioder. Alt efter, hvor mange billeder man kan genkende, får man en score. Det er den score, som Frederikke Kalmar i sit store Excel-dokument med formler bruger som udgangspunkt til at udregne alderen på.

Hun bruger svardata, som hun har indsamlet fra respondenter, som har tilkendegivet deres alder.

Meget logisk forklarende og fortællende (for det har hun øvet sig på) tager hun den talforvirrede journalist gennem alle udregningerne med ord som korrelationer, gennemsnit og nøgletal og rammer som ventet plet med sit bud.

“...Og derfor tager jeg så de her to tal, som viser mig, at du er mellem 23,3 og 26,7 år gammel,” siger Frederikke med sikker stemme og smiler glad, da hun får et nik fra den imponerede interviewer på 24,2 år.

“Min far har hjulpet mig med nogle af billederne. For jeg er jo ikke selv gammel nok til at kunne finde på dem, som folk ældre end mig skal kunne kende,” forklarer Frederikke Kalmar, hvis far Stefan Kalmar er ingeniør – så det med tallene har hun ikke fra fremmede.

En diskette udløste idéen om, at man kan udregne folks alder ud fra, hvad de kender til. Foto: Stine Østergaard

En diskette udløste idéen om, at man kan udregne folks alder ud fra, hvad de kender til. Foto: Stine Østergaard

Fremtidig forsker?

Selv tænker Frederikke Kalmar, at hendes teknologi vil være god i markedsføringsbranchen. Især når det er via de sociale medier, hvor folk godt kan finde på at lyve om deres alder. For eksempel mener Frederikke Kalmar, at der findes mange under 13 på Facebook, selvom det er den officielle aldersgrænse.

“Hvis man nu kunne se, hvilken slags billeder folk ligger ud eller liker på de sociale medier, så kan man måske finde ud af deres alder,” siger hun.

LÆS OGSÅ: Mænd ingen adgang: En forening for selvstændige kvinder i Syddjurs

Hun kan godt lide at forske, og kunne også godt tænke sig at gå på universitetet, når hun bliver ældre. Men lige hvad hun vil studere, ved hun ikke endnu.

“Der er så mange ting, der er spændende. Jeg bliver hurtigt nysgerrig på noget, og så undersøger jeg det,” siger Frederikke Kalmar hvis yndlingsfag i skolen er programering og hvis hobby er sang – både solo og i kor.

Til Unge Forskere er hun dog solo-forsker på sit projekt, og Frederikke Kalmar har lært meget af semifinalen, hvor hun flere gange skulle præsentere sin forskning for forskellige juryer. Derfor er det til finalen også oplevelsen, der tæller mere end drømmen om at vinde.

Næste år har hun også planer om at stille op til Unge Forskere – men denne gang med sin tvillingesøster, som har samme interesse for forskning.

“Lige nu arbejder min søster og jeg med at opfinde et underjordisk køleskab. Når man går halvanden meter ned i jorden er der 8 grader hele tiden. Det må man jo kunne udnytte!”

FAKTA

Unge Forskere er en konkurrence for elever på grundskoler og ungdomsuddannelser.
Frederikke Kalmar stiller op i junior-aldersgruppen, som er for grundskoleelever.
Man skal både aflevere et projekt, forsøg, rapport og være klar til at kunne præsentere sin forskning over for en jury.
Man kan stille op i katagorierne life science, physical science og technology, hvor førstepræmien i hver kategori er på 10.000 kroner.
Finalen bliver afholdt i Forum i København 22.-24. april med deltagere fra hele landet.

Publiceret 03 April 2018 19:00

SENESTE TV