Martin Fiehn Andersen (billedet) styrer Åstrup/Hammelev inden for stregerne, mens medtræner Nicolaj Jarsmer agerer på linjen

Martin Fiehn Andersen (billedet) styrer Åstrup/Hammelev inden for stregerne, mens medtræner Nicolaj Jarsmer agerer på linjen

Seriefodbold:

To mål af Frederik Hougaard bag Åstrup/Hammelevs sejr over TRIF

Ungdommen løb forgæves storm mod rutinen, da bundproppen Åstrup/Hammelev IF hentede sin anden sejr i træk med 3-2 over TRIF i Serie 3

Af
Martin Schultz

”Vi mødte et ungt og løbestærkt hold. Men det var tydeligt, at de manglede rutine og ikke var kyniske nok, når mulighederne bød sig.”

Det siger Åstrup/Hammelev IF's spillende træner Nicolaj Jarsmer om kampen mod TRIF i Serie 3 fredag aften på Åstrup Stadion.

Her hentede Åstrup/Hammelev IF nemlig med 3-2 sin anden sejr i træk, og det gav humør og ny luft til nedrykkerne, som har haft en frygtelig sæsonstart med fire nederlag i træk.

”Vi er meget tilfredse med den sejr. Med to sejre er vi inde i en god stime,” siger Nicolaj Jarsmer, som havde sin spillende medtræner Martin Fiehn Andersen med på banen og Søren Sørensen tilbage i en hel kamp for første gang i foråret. Målmand Marcus Bak var forhindret og blev afløst af den lokale ”veteran”-målmand Martin Nielsen. Ude var også Kalil Faizi på grund af sygdom, så eneste mand udenfor med en reel skade var Jarsmer selv, som derfor indtil videre kan koncentrere sig 100 procent om at styre sit hold udenfor banen.

Med sejren er Åstrup/Hammelev IF klar til at møde Nørager B torsdag kl. 13.30 på Nørager Stadion – et hold Nicolaj Jarsmer og hans holdkammerater er særdeles godt kendt med fra de to nedrykkerholds kampe i højere rækker.

Ungersvendene Jens Bisgaard Amstrup og Emil Haulrik er faste spillere hos TRIF, mens René Johnsen (th.) arbejder på at vende tilbage efter en langtidsskade. Foto: TRIF

Ungersvendene Jens Bisgaard Amstrup og Emil Haulrik er faste spillere hos TRIF, mens René Johnsen (th.) arbejder på at vende tilbage efter en langtidsskade. Foto: TRIF

For dårligt returløb

Åstrup/Hammelev IF kom godt fra start og bragte sig foran i det 20. minut, da kantspilleren Frederik Hougaard blev spillet i dybden af tilbagevendte Søren Sørensen og sendte bolden i mål til en 1-0 føring til hjemmeholdet.

Men TRIF's unge spillere lagde pres på Åstrup/Hammelev IF og udlignede til 1-1, da hjemmeholdet lavede en fejl bagude og TRIF fik lov til at spille bag om ryggen på forsvaret, så Emil Lindholm efter et godt opspil kunne score på Martin Nielsen. Og kort tid efter kom TRIF på 2-1, da Frederik Stoffer blev spillet i dybden og alene med målmanden kunne score TRIF's andet mål.

Men Frederik Hougaard fik udlignet før pausen med et velplaceret skud uden for feltet.

”Vi lavede en fejl midt på banen og fik ikke løbet med hjem,” siger TRIF's træner Martin Hornbæk Nielsen.

”Efter pausen pressede TRIF på, og fik også nogle muligheder, som de kunne have scoret på, men kampen blev afgjort, da Søren Berg omkring det 60. minut efter et godt gennemspillet angreb fik prikket bolden i mål til 3-2,” fortæller Nicolaj Jarsmer.

Den dobbelt målscorer Frederik Hougaard blev valgt til Kampens spiller.

”Frederik spillede en kanonkamp, han lavede to mål og havde mulighederne for at lave endnu flere,” mener Nicolaj Jarsmer.

Manglede friske kræfter

I TRIF-lejren ærgrede træner Martin Hornbæk Nielsen sig over, at hans hold ikke udnyttede de muligheder som bød sig.

”Det er sindssygt frustrerende, at vi ikke får score på vores chancer. Men Åstrup/Hammelev gjorde det godt. De havde rutinen og var dygtige til at række tempoet ud af kampen og til at sikre sig, at de fik den luft de skulle bruge,” siger Martin Hornbæk Nielsen.

TRIF kom på grund af sygdom og misforståelser kun afsted med 12 mand og det kostede, da man i 2. halvleg ikke kunne sætte friske kræfter på banen.

”I 2. halvleg manglede vi de sidste 10-12 procent til at vinde kampen i de afgørende situationer. Med kun en udskifter blev det for smalt og vi mistede momentum,” siger Martin Hornbæk Nielsen, som står i spidsen for meget ungt hold med en gennemsnitsalder på kun 19 år.

”Vi har et meget ungt hold, og erfaring skal vindes gennem kampe. Vi skal have stabiliseret holdet og forsøge at vinde nogle kampe. Vi må fylde på de unge og give dem hår på brystet, men vi spiller i en stærk Serie 3 pulje med mange gode hold,” siger Martin Hornbæk Nielsen, som på Åstrup Stadion fik det andet smalle nederlag i træk efter onsdagens 1-0 nederlag til Nørager B.

TRIF spiller sin næste kamp torsdag aften kl. 19.30 på PR Park i Rønde mod Skødstrup SF.

Kampfakta

Serie 3, pulje 35

Åstrup/Hammelev IF - TRIF 3 - 2 (2 - 2)

Fredag 5. maj kl. 18.30 på Åstrup Stadion

Målscorere:

  •  1 - 0 Frederik Hougaard (20. min.)
  • 1 - 1 Emil Lindholm (30. min.)
  • 1 - 2 Frederik Stoffer (35. min.)
  • 2 - 2 Frederik Hougaard (40. min.)
  • 3 - 2 Søren Berg (60. min.)

 

Åstrup/Hammelev IF's holdopstilling:

  1. Benjamin Due Stentoft Jensen
  2. Emil Block
  3. Frederik Hougaard
  4. Frederik Husum
  5. Henrik Pedersen
  6. Jens Madsen
  7. Martin Fiehn
  8. Martin Nielsen
  9. Martin Boe Jarsmer
  10. Mathias Busse
  11. Nicklas Dohn Jakobsen
  12. Nicolai Johansen
  13. Søren Sørensen
  14. Søren Vig Berg

TRIF's holdopstilling:

  1. Carl Emil Lindblad
  2. Emil Lindholm
  3. Kristoffer Meldgaard Andreasen
  4. Emil Haulrik
  5. Jens Bisgaard Amstrup
  6. Frederik Back Stoffer
  7. Mathias Haulrik
  8. Frederik Ougaard
  9. Victor Overgaard Riis
  10. Peter Madsen
  11. Rene Johnsen
  12. Anton Bonde
  13. Victor Kløve

Publiceret 08 May 2018 21:00

SENESTE TV