Seriefodbold:

Dommeren kom i tvivl i Vivilds midtugekamp

Efter storsejren på hele 10-0 over VSK Aarhus kom Vivild ned på jorden igen i udekampen tirsdag aften mod Helsted Fremad

Af
Lars Norman Thomsen

Vivild er fortsat tophold i Serie 1 efter, at første halvdel af turneringen er færdigspillet. 'De grønne' har ikke tabt endnu efter oprykningen til Serie 1.

Tirsdag aften skulle Vivild forsøge at leve op til 10-0 sejren over VSK Aarhus fra weekenden mod rækkens nummer to, Helsted Fremad, på Randers-holdets kunstgræsbane.

Første halvleg forløb planmæssigt med Vivild i teten - uden den skadede raket, Sebastian Stær - med en stærkt spillende Henrik Borup i spidsen.

Samme Borup tegnede sig for første halvlegs eneste scoring.

Vivild havde Morten Tolbod tilbage i truppen, men den dygtige midterforsvarer startede på bænken sammen med Jimmi Hansen og Mathias Severinsen.

"Et udtryk for, at vi har en meget stærk trup med hård konkurrence om pladserne. Det respekterer spillerne nu fint," siger cheftræner Dennis Holdgaard.

 

Kaotisk 2. halvleg

Vivild måtte starte de sidste 45 minutter med kun ti mand på banen, fordi Frederik Espensen kort før pausefløjtet reddede sig et gult kort.

Herfra begyndte mærkværdighederne.

Da dommeren meddelte Vivild bænken, at de ti udvisningsminutter var gået, satte Dennis Holdgaard en ny spiller, Jimmi Hansen, på banen uden at meddele, at der var tale om en indskiftning.

"En af den slags fejl, som man selvfølgelig aldrig håber at lave som træner, men det gjorde jeg, og ansvaret for, at dommeren efter et stykke tid blev klar over, at vi havde sendt en indskiftningsspiller på banen ureglementeret, og derfor gav os en ny ti minutters udvisning, er kun min,"  indrømmer Dennis Holdgaard.

Dommeren strittede Jimmi Hansen ud, men meddelte så overraskende Vivild lejren, at de godt måtte sende Frederik Espensen på banen i stedet.

"Vi spurgte ham flere gange, om det nu også var lovligt, og jeg bad ham også tælle vores spillere på banen, men det mente han," fortæller Dennis Holdgaard.

"Dommeren blev lidt senere i tvivl og skulle lige konferere med sin ene linjedommer, hvorefter Frederik Espensen måtte ud igen," siger Holdgaard. 

Sen udligning

Det mærkværdige forløb ødelagde meget af 2. halvleg for topholdet, der kunne se et aggressivt hjemmehold sætte damp på kedlerne.

Det lykkedes Helsted Fremad at udligne tre minutter før tid til slutfacit 1-1.

"Set over hele kampen et retfærdigt resultat. Helsted Fremad er et godt hold, som pressede os efter pausen, men vi måtte også erkende bagefter, at vi kiksede for meget i vores afleveringsspil. De små ting, der afgør fodboldkampe, var vi ikke skarpe på," siger Dennis Holdgaard.

Han forventer ikke, at det mærkværdige forløb efter pausen, hvor først han selv klokkede gevaldigt i det, og siden dommeren ved ikke at være hjemme i reglerne, får yderligere konsekvenser.

"Vi har ikke tænkt os at protestere over forløbet, for vi klokkede jo selv i tingene, og jeg fornemmede heller ikke efter kampen, at Helsted Fremad havde planer om at indsende en protest," siger Dennis Holdgaard.

Han havde roser til en hårdtarbejdende Michael Jensen på midtbanen, og til regissøren Henrik Borup som igen tog et stort ansvar på den forreste del af midtbanen.

Vivild skal forsvare førstepladsen mod Christiansbjerg IF på udebane søndag eftermiddag klokken 13.30.

Hjemmeholdet har vundet sine to seneste kampe mod Kristrup (ude) og tst (hjemme). Vivild vandt den modsatte kamp i Vivild med hele 5-1 i turneringspremieren.

"Vi kommer på en svær opgave i Aarhus, og vi skal bevise, hvad vi består af. Ingen tvivl om det," siger Dennis Holdgaard.

Vivild kommer atter til at måtte undvære sit angrebses, Sebastian Stær.

 

Publiceret 11 May 2018 06:45

Adresseavisen Syddjurs nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Adresseavisen Syddjurs
SENESTE TV