Grenaa har fået yderligere to pædagogpladser

I år optages 32 pædagogstuderende på pædagoguddannelsen ved VIA University College i Grenaa

Af
Lars Norman Thomsen

UDDANNELSE En lav ledighed for pædagoger i Grenaa og omegn kombineret med en forventning om flere børn i kommunens skoler og daginstitutioner betyder, at pædagoguddannelsen ved VIA University College i Grenaa netop har fået tildelt to ekstra studiepladser.

Det betyder, at der i år i alt optages 32 pædagogstuderende på den populære uddannelse i Grenaa, fortæller VIA University College i en pressemeddelelse.

Det er Uddannelses- og forskningsministeriet, der beslutter, hvor mange studiepladser der tildeles de videregående uddannelser. Her ser man bl.a. på fremskrivning af befolkningstal samt nuværende og forventet beskæftigelsesprocent.

Sidste år søgte i alt 121 ind på pædagoguddannelsen i Grenaa. Og tallet er stigende. Årets ansøgningsfrist igennem kvote 1 er 5. juli.

”Vi er naturligvis glade for, at vi kan optage flere dygtige studerende i Grenå. Vi tilbyder en uddannelse af høj kvalitet og et godt studiemiljø, så vi forventer at have ansøgere nok til de nye pladser,” udtaler uddannelsesleder Jan Ankerstjerne i pressemeddelelsen.

Publiceret 25 May 2018 00:00

SENESTE TV