Seriefodbold: Formstærk Frederik Hougaard sikrede ny sejr til Åstrup/Hammelev IF

Åstrup/Hammelev IF vandt den fjerde sejr i fem kampe, da Frederik Hougaard med to mål og Kalil Faizi scorede i 3-2 sejr over Fuglebakken KFUM i Aarhus

Af
Martin Schultz

Åstrup/Hammelev IF tog endnu et skridt ud af hængedyndet, da holdet tirsdag aften i Aarhus vandt med 3-2 over Fuglebakken KFUM i en kamp i Serie 3.

”Nu ligger vi på en 4. plads. Det er ikke så nemt, når man ikke træner så meget, men hos os spiller vi os åbenbart i form,” siger holdets spillende træner Nicolaj Jarsmer, som i denne sæson har overtaget træningen af holdet sammen med holdkammeraten Martin Fiehn Andersen.

Holdet fik en frygtelig start på sæsonen med fire nederlag i træk, inden skuden blev vendt og der begyndte at komme point ind på kontoen.

Med sejren over Fuglebakken KFUM fik Åstrup/Hammelev IF sin fjerde sejr i de sidste fem kampe.

”Jeg synes det var fortjent, at vi vandt. Fuglebakken KFUM spillede bare på lange bolde, men efterhånden fik vi gang i vores spil, og vi pressede dem faktisk i slutningen af kampen,” fortæller Nicolaj Jarsmer, som er vendt tilbage på banen efter en længere skadespause, og som igen var med på kanten og kun nappede en kort pause på bænken i begyndelsen af 2. halvleg.

Fuglebakken scorer efter klumpspil

Fuglebakken kom foran i 1. halvleg, da et langt indkast i det 35. minut ikke blev clearet og sprang lidt frem og tilbage i feltet inden det endte for fødderne af en Fuglebakken-spiller, som kunne passere Marcus Bak i Åstrup/Hammelev IF’s mål til en 1-0 føring til hjemmeholdet.

Men gæsterne fra Djursland udlignede til 1-1 efter 55. minutter, da den offensive midtbanespiller Frederik Hougaard kom først på et indlæg fra kanten og udplacerede hjemmeholdets målmand til 1-1.

”Vi kom foran med 2-1 fem minutter efter, da Kalil Faizi slap igennem på en friløber og alene med målmanden kom uden om ham og scorede til 2-1. Men Fuglebakken KFUM fik udlignet med godt tyve minutter tilbage på et mål, som lignede deres første mål, hvor bonden efter et hjørne ikke blev clearet i et duelspil og forblev i spil inden den efter et klumpspil bliver sparket i mål til 2-2,” fortæller Nicolaj Jarsmer.

Frederik Hougaard blev kampens spiller

Men igen viste formstærke Frederik Hougaard, som også i Åstrup/Hammelevs sidste kamp i 4-1 sejren over HEI kom på måltavlen, at der er mål i støvlerne, da han et kvarter før tid bragte sit hold foran med 3-2, da han blev spillet fri dybden og prikkede bolden forbi målmanden.

”I den sidste halve time fik vi for alvor gang i vores spil og vi lagde pres på modstanderen. De andre blev trætte, og det gav os bedre plads til at spille bolden rundt,” siger Nicolaj Jarsmer.

Den dobbelte målscorer Frederik Hougaard blev valgt til kampens spiller.

”Han lavede ikke blot to mål, men spillede også en rigtig god kamp og gik forrest i fighten på banen,” siger Nicolaj Jarsmer.

Åstrup/Hammelev IF får chancen for at vinde flere point allerede fredag aften, når holdet kl. 18.30 tager mod Vivild IF 2 på Aastrup Stadion. Hjemmeholdet har revanche til gode efter at Vivild IF’s andethold vandt den første kamp med 2-0. Det vil fredag aften vise sig, om Åstrup/Hammelev IF har mere at byde på denne aften efter at holdet tilsyneladende har spillet sig i form med fire sejre i de sidste fem kampe og en fjerdeplads til følge. Vivild IF 2 har opnået syv point efter otte kampe og ligger under nedrykningsstregen på en næstsidsteplads.

Kampfakta

Serie 3, Pulje 36

Fuglebakken KFUM - Åstrup/Hammelev IF 2 - 3 (1 - 0)

Tirsdag 22. maj kl. 19.00 på Ellekærskolen i Aarhus

Målscorere:

1 - 0 Fuglebakken KFUM (35. min.)

1 - 1 Frederik Hougaard (55. min.)

1 - 2 Kalil Faizi (60. min.)

2 - 2 Fuglebakken KFUM (70. min.)

2 - 3 Frederik Hougaard (75. min.)

Publiceret 25 May 2018 11:52

Adresseavisen Syddjurs nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Adresseavisen Syddjurs
SENESTE TV