Seriefodbold: 'King Kasper' sikrede AC Norddjurs sejr over KPI med to mål og assist

Kolind/Perstrup IF’s midtbanespiller Kristian Lænø måtte udgå med en brækket ankel, da AC Norddjurs vandt med 4-2 i Serie 4 på en meget varm lørdag på Kolind Park

Af
Martin Schultz

Med en sejr på 4-2 over Kolind/Perstrups andethold lørdag eftermiddag på Kolind Park fik AC Norddjurs lov til at holde weekend på førstepladsen i Serie 4.

Men den tætte spænding i kapløbet mellem AC Norddjurs og Mørke IF fortsætter, for mandag aften gjorde Mørke IF kort proces med TRIF’s andethold på PR Park i Rønde, da Tonni Kristensens tropper nedsablede hjemmeholdet med 8-2.

Med tre runder tilbage ligger de to tophold side om side med 28 point og formidable målscorer, og i bedste fald udløses spændingen først i rækkens sidste runde lørdag 23. juni, når AC Norddjurs på hjemmebanen i Stenvad tager imod Mørke IF i en direkte duel om førstepladsen.

I den stegende hede i lørdags gjorde AC Norddjurs deres del af arbejdet færdigt, om end med lidt besvær, da gæsterne fra Norddjurs besejrede KPI med 4-2 efter 2-1 ved pausen. Men KPI strittede godt imod, og AC Norddjurs måtte helt frem til kampens sidste minutter, før holdets topscorer Kasper Schmidt Jørgensen for alvor lukkede kampen og fordoblede sin målscore på dagen med scoringen til 4-2.

Kasper Schmidt Jørgensen blev valgt til kampens spiller efter en kamp, hvor han udover at score to mål ifølge cheftræner Karl Juul også lagde op til AC Norddjurs første og anden scoring.

To mål efter samme opskrift

AC Norddjurs og KPI er to hold, som kender hinanden godt, og ifølge AC Norddjurs-træner Karl Juul startede begge hold forsigtigt for at se hinanden lidt an.

”Men uden at spille prangende fik vi et spilovertag og kom foran efter 18 minutter, da Mathias Brøgger brød igennem på den ene kant og spillede Kasper Schmidt Jørgensen, som sendte bolden fladt indover, så Søren Thode Fogh ved den bagerste stolpe blot behøvede at sætte indersiden på, mens KPI’s målmand var fanget ved den forreste stolpe,” fortæller Karl Juul.

Spillet bølgede frem og tilbage med AC Norddjurs som det farligste hold, mens KPI var afventende og prøvede at fange gæsterne i omstillinger. Det lykkedes efter godt en halv times spil, da AC Norddjurs var på vej fremad banen, men hjemmeholdet brød igennem i højre side og Jacob Møller Laursen fra kanten af feltet scorede med et godt fladt skud langs jorden uden chance for AC Norddjurs’ reservemålmand Job Moll Olsen.

”Vi brændte tre XXL chancer i første halvleg, og blandt andet skød Alexander Boelt Bruun forbi et helt tomt mål ti minutter efter vores første scoring. KPI’s scoring kom som et chok for os, men vi fik heldigvis scoret inden pausen efter samme opskrift, da Kasper Schmidt Jørgensen – eller måske var det Søren Thode Fogh – spillede Alexander Boelt Bruun helt fri ved bagerste stolpe, og denne gang lykkedes det at få bolden i mål,” fortæller Karl Juul om målet til pausestillingen 2 - 1.

Kristian Lænø brækkede anklen to steder

Kolind-Perstrup IF bed igen fra sig kort ind i 2. halvleg, da Søren Motzfeldt to minutter ind i halvlegen udlignede, da han fra en spids vinkel fra kanten af det lille felt hamrede bolden op i nettaget.

2. halvleg blev påvirket af et grimt uheld, da KPI’s midtbanespiller Kristian Lænø efter et kvarters spil kom slemt til skade og brækkede anklen to steder i en tackling med AC Norddjurs’ anfører Kasper Søndergaard Krogh.

”Kvaliteten faldt markant i 2. halvleg for begge holds vedkommende. Jeg ved ikke om det skyldtes uheldet, men det var også som om spillerne havde mere fokus på, hvad dommeren dømte end på at spille fodbold,” siger Karl Juul.

AC Norddjurs havde i pausen skiftet Nicolaj Sørensen på banen i stedet for Søren Thode Fogh, og det var en god beslutning, for efter godt 12 minutter brød indskiftede Nicolaj Sørensen igennem i højre side og lagde et indlæg indover, som KPI-målmand Jesper Friis Jensen, som normalt er markspiller og er storebror til superligamålmanden Peter Friis Jensen, slog ud i panden på Kasper Schmidt Jørgensen, som kunne heade bolden i et tomt mål.

Målscorer Kasper Schmidt Jørgensen, røg ud på bænken og blev afløst af Søren Thode Fogh, men blev skiftet ind igen tids nok til at kunne score sit andet mål i det 89. minut, da han fra kanten af feltet scorede til 4-2 på et skud langs jorden helt ude i hjørnet.

Afbudsramt tophold

AC Norddjurs havde en del afbud og havde på dagen en bænk med spillere, som ikke havde spillet kampe med 1. holdet. Markspilleren Job Moll Olsen var målmand og gjorde det så godt, at han fik næstflest stemmer efter Kasper Schmidt Jørgensen ved valget til kampens spiller. Den ordinære målmand Rasmus Henriksen er stadig ikke frisk efter de skrub han fik i topopgøret med Mørke IF, og også hans afløser Thor Larsen var forhindret i at spille. Næste kamp for AC Norddjurs er mod Åstrup/Hammelev IF lørdag kl. 13.30 på Stenvad Stadion.

”Nu skal vi have fokus på den næste kampe og ikke tænke på kampen mod Mørke. Vi skal koncentrere os og vil gerne vinde to sejre, før vi skal møde Mørke IF,” siger AC Norddjurs’ cheftræner Karl Juul.

Kampfakta

Serie 4, pulje 68

Kolind/Perstrup IF - AC Norddjurs 2 - 4 (1 - 2)

Lørdag 2. juni kl. 13.45 på Kolind Park

Målscorere:

0 - 1 Søren Thode Fogh (18. min.)

1 - 1 Jacob Møller (30. min.)

1 - 2 Alexander Bruun (45. min.)

2 - 2 Søren Motzfeldt (47. min.)

2 - 3 Kasper Schmidt Jørgensen (60. min.)

2 - 4 Kasper Schmidt Jørgensen (89. min.)

Publiceret 05 June 2018 13:21

Adresseavisen Syddjurs nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Adresseavisen Syddjurs
SENESTE TV