César Santin ambassadør for Brazil Football College

Brasilianeren, der er den mest scorende spiller i FCK-historien og nærmest har kultstatus i svenske Kalmar, præsenteres ved Kattegat Cup

Af
Lars Norman Thomsen

Fredag 27. juli på slaget 12 præsenteres den mest scorende fodboldspiller i FC Københavns historie, brasilianske César Santin, som ny ambassadør for Brazil Football College i Grenaa. Han spillede seks sæsoner hos københavnerne med 84 mål i 220 kampe som slutprodukt, som er blevet det nye modeord i fodboldens verden i lighed med 'kommentere på' og 'bringer bolden tidligt i feltet'.

Cesar Santin kom til FCK i sommeren 2007 efter at spillet i Allsvenskan for Kalmar siden 2004, hvor han blev hentet i den brasilianske klub São José. I Kalmar opnåede han noget nær kultstatus. Efter FCK-tiden skiftede han til Apoel FC i cypriotisk fodbold. Her spillede han en kort overgang, før han vendte hjem til Kalmar. Her stoppede han i 2015.

Cesar Santin er nu blevet 37 år. Han er en god ven af FC Djurslands tidligere cheftræner Aroldo Strack, der også er manden bag Brazil Football College. Aroldo Strack bor nu i København.

Cesar Santin præsenteres på et pressemøde under Grenaa IF’s 34. udgave af Kattegat Cup og deltager samtidig i opvisningskampen mellem FC Djurslands Danmarksseriehold og Viborg FF fredag aften kl. 19.00 på HSM Arena i Grenaa.

Her må man også forvente, at det nærmere præciseres, hvad rollen som ambassadør kommer til at omfatte af arbejdsopgaver.

I forbindelse med Kattegat Cup vil César Santin også deltage i angrebstræning for udvalgte stævnedeltagere sammen med repræsentanter fra Brazil Football College.

Strategisk partnerskab

Grenaa IF Fodbold og Viden Djurs, der driver Brazil Football College, vil på pressemødet fortælle om et strategisk partnerskab, der skal skabe fundamentet for udvikling af fodboldspillere, trænere og ledere i Grenaa IF, fortæller Frederik Nicolajsen, næstformand i Grenaa IF Fodbolds bestyrelse, drengetræner i klubben m.m.

Grenaa IF Fodbold og Viden Djurs ønsker over de næste 10 år at øge antallet af børn og unge, der spiller fodbold og tilbyde en målrettet indsats for ungdomsfodboldspillere både fodbold- og uddannelsesmæssigt.

"Vi ønsker at skabe en kobling mellem fodbold og uddannelse. Fodbold i sig selv er en lærerig legeplads både fysisk, mentalt og personligt. Sammen med fodbolduddannelsen ønsker vi unge mennesker, der ser en erhvervs- og gymnasialuddannelse som en naturlig del af det at være ung på Djursland," skriver parterne i en pressemeddelelse.

Målsætning

Parterne ønsker inden for de næste 10 år at have minimum et 1. og et 2. hold i U16, U17 og U19 drenge- og pigerækkerne

Parterne ønsker, at 100 procent af de unge gennemfører en erhvervs- eller gymnasial uddannelse

Sammen med Brazil Football College og Cesar Santin ønsker parterne at tiltrække flere børn og unge til at spille fodbold og tage en ungdomsuddannelse på Djursland

Målsætning

Parterne ønsker inden for de næste 10 år at have minimum et 1. og et 2. hold i U16, U17 og U19 drenge- og pigerækkerne

Parterne ønsker, at 100 procent af de unge gennemfører en erhvervs- eller gymnasial uddannelse

Sammen med Brazil Football College og Cesar Santin ønsker parterne at tiltrække flere børn og unge til at spille fodbold og tage en ungdomsuddannelse på Djursland

Publiceret 10 July 2018 14:33

SENESTE TV