Fly sikkerhedslandet i Aarhus Lufthavn

Adskillige redningskøretøjer er til stede ved Aarhus Lufthavn, hvor et fly tirsdag aften fik tekniske problemer

Af
Jonas Wrede Hansen

Et mindre fly er tirsdag aften sikkerhedslandet i Aarhus Lufthavn. Det oplyser Østjyllands Politi til Lokalavisen Aarhus.

Politiet fik klokken 18.12 en melding om, at et lille fly havde problemer med landingsstellet. Det fik politiet til straks at sende folk af sted til lufthavnen i Tirstrup, hvor adskillige redningskøretøjer også var på plads.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Øxenholt Foto

"Det skyldes en teknisk fejl på flyet. Men inden, vi er nået frem til stedet, er flyet sikkert nede," fortæller vagtchef Christian Riis fra Østjyllands Politi til Lokalavisen Aarhus.

Om bord på flyet var kun piloten, som heldigvis slap uskadt fra episoden, ligesom flyet også var tilbage på landingsbanen uden skrammer.

"Hvis der bliver meldt en fejl på et fly, så sætter man med det samme nogle ting i værk. Der skete intet med hverken flyet eller personen om bord. Der var tale om en helt almindelig landing, som blev meldt som sikkerhedslanding," fortsætter vagtchefen.

Publiceret 10 July 2018 19:59

SENESTE TV