Salg af isvafler skal give liv på havnen

Iværksætteren Ida Thomsen har genåbnet isbaren på fiskerihavnen. Hun har sin ganske særlige tilknytning til livet på havnen: hendes farfar forliste med kutteren ”Ida”

Af
Martin Schultz

Vi synes der skal være noget liv på havnen. Mange mennesker oplever kun centrum i Grenaa, men der sker en masse på havnen. Her er kuttere, som kommer ind med lasten fuld af fisk. Der er havluft og mågerne, som skriger, og der er virksomheder, som arbejder med fangsten.”

Sådan siger 20-årige Ida Thomsen, som i begyndelsen af juni åbnede en isbar i de lokaler, der tidligere husede Havnens Is- & Grillbar, og som er nabo til Grenaas Fiskeforretning Frisk Fisk.

”Man glemmer, at der er et liv herude. Men jeg vil gerne medvirke til, at der kommer mennesker, både lokale og turister, på havnen. Derfor gik jeg i gang med at få liv i en forretning, som var lukket, og hvor bygningen stod tom og trist hen. Nu kan folk, som kommer på fiskerihavnen, få sig en gammeldaws vaffelis eller en softice,” siger Ida Thomsen, som har fået gode råd fra en helt særlig og erfaren kant, inden hun gik i gang som isbar-iværksætter på Grenaa Havn.

Ida Thomsen er nemlig barnebarn af Hans og Tove Thomsen, som for omkring 40 år siden startede fiskeforretningen på havnen i Bønnerup og senere udvidede den med grillbar og iskiosk.

”Ida” gik ned i storm

Ida Thomsen er vokset op i Grenaa, og var som barn meget knyttet til sin farmor og farfar. Og farmor Tove Thomsen har givet sit barnebarn gode råd, før hun kastede sig ud i is-eventyret.

”Hun sagde, at det skal være et ordentligt produkt. At jeg skal betjene mine kunder, som jeg selv vil betjenes. Og så er der den lille hemmelighed, som kun min farmor og jeg kender,” siger Ida Thomsen.

”Min farfar Hans Thomsen var en rigtig iværksætter. Han blev kaldt ”Sukker-Hans” på grund af sin søde tand, men han var en kendt fisker i Bønnerup og Grenaa. Efter tiden i Bønnerup åbnede de fiskeforretningen i Egens Havhuse. Senere flyttede de til Grenaa, hvor min farfar havde kutteren ”Ida”,” fortæller Ida Thomsen.

”Det var herfra min farfar stak til søs 1. december 2007, da han blev ramt af hårdt vejr. Kutteren forliste og gik ned, og min farfar blev først fundet 11 måneder senere ud for Gilleleje. Kutteren forsvandt sporløst, og vraget blev først lokaliseret tre år senere.”

Den største isvaffel

I dag står Ida Thomsen dagligt i sin isbar mellem kl. 12 og 20 og betjener både lokale gæster og turister.

”Jeg håber de så tager isen med og går en tur i fiskerihavnen og oplever det spændende liv, som udspiller sig herude,” siger Ida Thomsen.

I sin isbar laver hun rigtige isvafler med kugler direkte fra isbøtten og serverer også en gammeldaws softice.

Som et ganske særligt tilbud kan hun lave, hvad hun kalder Djurslands største isvaffel: en vaffel med 12 kugler, guf, softice og tre flødeboller.

Sådan en is koster 99 kr., og Ida Thomsen forsikrer, at Djurslands største isvaffel er blevet købt og spist af tilfredse kunder i hendes isbar.

Billedtekst:

I Ida Thomsens isbar kan man købe Djurslands største isvaffel, men som det ses, kan man også få serveret en gammeldaws isvaffel i mere normal størrelse af Ida Thomsen (th). Foto: Privatfoto

Publiceret 11 July 2018 16:06

SENESTE TV