To brande på Djursland: Bjerge af halm gik op i røg

Mandag morgen udbrød der to ensartede naturbrande blot en kilometer fra hinanden

Af
Jeppe Rafn

Mandag morgen er brandvæsnet blevet kaldt til to naturbrande på Fausing Mark ved Allingåbro.

Her var der ild i et bjerg af bigballer på Grundvej lige vest for Allingåbro. Denne brand blev anmeldt klokken 5.17.

10 minutter senere blev der anmeldt en anden brand cirka en kilometer syd for den første brand. Brand nummer to foregik på Engbakkevej i Fausing, hvor der ifølge politiet var gået ild i et par møddinger. Lokalavisen har efterfølgende talt med indsatsleder Jan Recke fra Beredskab & Sikkerhed. Han oplyser, at det politiet kalder 'møddinger' var gamle bigballer, der havde stået på stedet i nogle år. De stod ved et læhegn ud til Århusvej.

Indsatslederen oplyste mandag klokken 12.45, at der stadig kom en smule røg fra den ene brand. Brandvæsnet har foretaget en kontrolleret nedbrænding af begge brande, som er blevet slukket af henholdsvis Allingåbro og Hornslet Brandvæsen. Begge steder har man spredt halmen for at få det til at brænde hurtigere ud.

Ifølge Lokalavisens oplysninger er der gået omkring 1.000 bigballer op i røg.

Det er ikke brandvæsnets opgave at finde brandårsagen. Indsatslederen vil dog gerne afvise, at det skulle være flyveild fra den ene brand, der har startet den anden brand.

Brand ved Engbakkevej/Århusvej syd for Allingåbro

Brand ved Engbakkevej/Århusvej syd for Allingåbro Øxenholt Foto

Ingen personer kom til skade ved brandene, der skete mistænkeligt tæt på hinanden. Østjyllands Politi har endnu ikke haft mulighed for at undersøge brandårsagerne, og man kan derfor ikke udelukke, at de er påsatte.

jr

Publiceret 13 August 2018 07:24

SENESTE TV