Dronningen af svindel på DBA anholdt: Mindst 200 personer er blevet snydt så vandet driver

26-årig kvindelig serie-svindler fremstilles i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling

Af
Jacob Nielsen

Hun har svindlet og bedraget hundredevis af mennesker via salgssiden Den Blå Avis, og meget tyder på, at en 26-årige kvinde fra Nimtofte på Djursland vil fortsætte på trods af, at hun nu er anholdt og senere i dag vil blive fremstillet i grundlovsforhør mistænkt for en lang række bedragerier.

Kvinden er nemlig tidligere dømt for flere bedragerier, og så er hun i forvejen sigtet for 190 nye tilfælde af svindel. De 24 forhold, hun nu fremstilles for, er kommet til, efter hun for ca. en måned siden sidst blev løsladt.

Fremgangsmåden hun benytter, når hun narrer folk, er næsten altid den samme. Via annoncer på Den Blå Avis sælger hun varer til folk, der dog aldrig modtog varerne. Ifølge sigtelsen har hun blandt andet solgt en babyjogger, en klapvogn og en playstation, som køberne aldrig har fået.

Det lykkedes politiet at finde frem til kvinden, da flere borgere anmeldte, at de var blevet snydt af en person, hvor det samme mobil- og kontonummer gik igen og igen.

Den 26-årige kvinde blev anholdt i sit hjem i Nimtofte tirsdag, og her gav hun politiet adgang til sin konto, hvor det foreløbigt er lykkedes at finde frem til de 24 nye forhold, som løber op i cirka 20.000 kroner.

"Vi arbejder målrettet med at få sat en stopper for de personer, som kontinuerligt snyder folk på nettet. Vi kan se, at det ofte er de samme, som står bag en hel serie af bedragerier med mange forurettede til følge, og det er selvfølgelig helt uacceptabelt, hvis det fortsætter. I den konkrete sag, er der tale om en ung kvinde, der samlet set har bedraget flere hundrede borgere for ting, de aldrig har fået. Det skal have en konsekvens, og derfor fremstiller vi hende i dag," siger fungerende politikommissær i afdelingen for økonomisk kriminalitet i Østjyllands Politi, Lau Birk.

Publiceret 15 August 2018 11:52

SENESTE TV