Steen Lassen holder af at skrive i hånden. Det især, når der skal holdes styr på karaktererne i krimiserien. De små blyanter har han arvet fra sin far, der altid sirligt spidsede dem helt skarpe. Foto: Stine Østergaard

Steen Lassen holder af at skrive i hånden. Det især, når der skal holdes styr på karaktererne i krimiserien. De små blyanter har han arvet fra sin far, der altid sirligt spidsede dem helt skarpe. Foto: Stine Østergaard

Endnu en mordsag i Fjellerup

I Steen Lassens krimiserie er Fjellerup langt fra en fredelig by. Nu er treeren ude på boghylderne

Af
Stine Østergaard

FJELLERUP Hvor andre går en tur i naturen omkring Fjellerup for at få ro, leder Steen Lassen i stedet efter mulige gerningssteder. Når han går ved stranden, ser han en strandvasker for sine øjne, som vi andre ikke ser, og så begynder en historie at tage form. Nu er tredje bind ude i Fjellerup-serien. Krimiserien, der foregår lige i hans baghave.

Opfølgeren til 'Du skylder et liv' og 'Til jord skal du blive' hedder 'Den pris du betaler' handler om mobning og de følgevirkninger det har.

Den blev udgivet i sidste uge, og du kan møde forfatteren til bogreception i Aktivitetshuset i Fjellerup 23. november kl. 15-18.

En kriminel tankegang

Steen Lassen har kastet sig over krimier, fordi det er en genre, han godt kan lide. Han har selv læst masser af krimier og begyndte som så mange andre med Agatha Christies univers.

"Jeg har nok lidt en kriminel tankegang Men det er da bedre at udleve den på papir end i virkeligheden," siger forfatter Steen Lassen kækt.

Og så kan han tage en del med sig fra sit arbejdsliv, hvor han har været i forsikringsbranchen i mange år. Derudover er det fantasien, men også en masse teknisk læsestof, der ligger til baggrund for de gode krimihistorier.

"Jeg har sagt til min kone, at hun ikke må blive bange, hvis politiet beslaglægger min computer en dag. Der ligger dokumenter med erstatningssager, politirapporter, mulige mordvåben og hvordan en krops forrådnelse påvirker jorden, den ligger i," siger han og forsikrer, at det blot er research til krimierne.

Gerningssted og hjem

Steen og Lianne Lassen er oprindeligt fra Sjælland, men flyttede til Fjellerup så snart, de var færdige på arbejdsmarkedet. De meldte sig hurtigt ind i lokalsamfundet, og Steen Lassen har også været formand for Turistforeningen i to år.

"Jeg var træt af sjællændere og københavnertyper, der altid skal være så moderigtige og perfekte," siger Steen Lassen.

De flyttede hertil i 2011 til et område, der – åbenbart – også var et oplagt område for forbrydelser. Selvom Fjellerup er en lille by, kan mange andre identificere sig med et lille lokalsamfund. Selvom Fjellerups borgere bedre helt kan genkende miljøet - for eksempel bliver et lig fundet ved Stenvad Mosebrugcenter.

"Folk kender stederne, og det tror jeg, de synes er sjovt. Der er endda nogen, der er overbeviste om, at de kan sætte navn på nogle af personerne i bogen, men det er altså rent fiktion," siger han, men afviser ikke, at han har fået lidt inspiration fra lokale personligheder.

'Den pris du betaler' er titlen på tredje bind i krimiserien, der foregår i Fjellerup, som Steen Lassen er forfatter til. Udsnit af bogforside

'Den pris du betaler' er titlen på tredje bind i krimiserien, der foregår i Fjellerup, som Steen Lassen er forfatter til. Udsnit af bogforside

Mange personligheder

Den kvindelige hovedperson Lena Nielsen er halv svensker, for Steen Lassen har også et godt kendskab til Sverige. I serien bor hun i et helt særligt hus i Fjellerup.

"Jeg har ladet hende bo i mit hus. Det kender jeg ud og ind, og så kan jeg jo også gå og snakke lidt med hende om, hvad der skal ske," siger han med et glimt i øjet.

Selvom hovedpersonerne er de samme, bliver der alligevel i en krimiserie mange personligheder at holde styr på. Dem holder han styr på i et stort personlighedskartotek, hvor en græker fra Lespos, Christina fra Esbjerg og en københavnsk gavflab ligger side om side.

Stadig sjovt at skrive

På arbejdsværelset hænger også et stamtræ, der skal bruges til en ny historie. Så noget tyder på, at serien ikke har nået sin ende endnu.

"Jeg bliver ved med Fjellerup serien, så længe jeg har historier til det. Og så længe, jeg synes det er sjovt. Jeg er nået den alder, hvor jeg ikke skal eller kan leve af det, men bare hygge mig med at skrive," fortæller han.

Historierne mylder frem i hovedet på ham. Han har en notesbog med idéer til andre serier, og når han skriver på krimiserien ændrer handlingen sig også i takt med, at han skriver. Nogle gange ved han ikke selv til at starte med, hvem der i virkeligheden er skurken.

"Sådan har det altid været. I skolen, når man skulle skrive dansk stil, skulle man jo starte med en disposition. Men jeg lod altid den første halve side blank, skrev stilen og lavede dispositionen bagefter."

Publiceret 20 November 2018 20:00

SENESTE TV