Modelfoto

Tre mænd stjal 10 kartoner cigaretter fra butik i Grenaa

Tricktyveri lørdag aften

Af
Jeppe Rafn

Lørdag aften blev der stjålet 10 kartoner cigaretter fra en butik på Trekanten i Grenaa.

Det skete kl. 19.12 ved et tricktyveri, hvor en mand kom ind i butikken og ventede med at henvende sig til kassen, til der kun var én medarbejder ved kassen. Han talte i telefon og fik kassemedarbejderen til at følge med hen i den modsatte ende af butikken, oplyser Østjyllands Politi.

I mellemtiden listede to andre mænd sig ind og stjal i alt 10 kartoner Kings og Prince cigaretter. Den ene af mændene talte ligeledes i telefon.

Tyveriet blev opdaget af en medarbejder, hvorefter de tre mænd stak af. Politiet oplyser, at den mand, der henvendte sig ved kassen, havde arabisk udseende. Der er ikke nærmere oplysninger om de to andre mænd, men Østjyllands Politi oplyser til Lokalavisen, at politiet har sikret sig spor på stedet og modtaget videoovervågning, som efterforskerne skal have kigget på.

Publiceret 13 January 2019 11:19

SENESTE TV