Vagtcentral ved politiet.

Vagtcentral ved politiet. Foto: Rigspolitiet

Fremmede mænd trænger ind hos ældre kvinder

Flere ældre østjyske kvinder har i det forgangne døgn haft besøg af fremmede og uinviterede mænd

Flere kvinder rundt omkring i Østjylland havde mandag 'besøg' af fremmede mænd, som var trængt ind til dem via ulåste døre og åbne vinduer.

Det skete både i Ebeltoft, Grenaa og Hjortshøj, som det fremgår af nedenstående sager fra Østjyllands Politis døgnrapport.

Politiet opfordrer til, at man holder øje med sin nabo og ringer til politiet, hvis man ser noget mistænkeligt.

Ukendt mand kravlede ind af vindue i privat hjem

En 76-årig kvinde ringede mandag kl. 12.47 til politiet, da hun netop havde haft en ubuden gæst i sit hjem i Møllehaven i Ebeltoft.

Kvinden forklarede, at hun var på badeværelset, da hun hørte en lyd fra soveværelset. Da hun gik derind, så hun en mand stå derinde lige inden for det åbne vindue. Kvinden råbte, at manden skulle gå ud, og hun viste ham ud af døren, mens han sagde ”I’m sorry”.

Umiddelbart var der ikke stjålet noget fra kvindens hjem.

Manden beskrives som:

    Ca. 20-25 år

    Brun hud - mulat

    Ca. 180 cm høj, spinkel

    Kort, afro-kruset hår

    Talte engelsk

    Iført sort dynjakke med syninger på tværs, bukser med små prikker/nister i stof

Ubuden gæst stjal pung fra 80-årig kvinde

En fremmed mand gik mandag omkring kl. 17.30 ind hos en 80-årig kvinde i Rosengade i Grenaa via en ulåst dør. Pludseligt opdagede kvinden, at nogen puslede rundt i soveværelset, og da hun gik derind, så hun en mand stå derinde med hendes pung.

Hun råbte, at hun ville ringe efter politiet, og det fik manden til at skynde sig ud. Med sig havde han pungen, der indeholdt nogle kontanter.

Kvinden beskriver manden som:

    Ca. 20-22

    Ca. 180-185 cm

    Brun i huden

    Sort, kort hår

    Smal i hovedet og tynd

    Talte dansk med accent

    Iført sort, tyk dynjakke

Kvinde overraskede indbrudstyve

En 74-årig kvinde overraskede mandag kl. 15.35 to fremmede, unge mænd, der gik rundt i hendes hjem på Sensommervej i Hjortshøj.

Mændene var sandsynligvis kravlet ind af et åbentstående vindue, da kvinden hørte dem gå rundt i sin entré. Hun råbte af dem, og det fik dem til at løbe fra stedet og ud i en bil og køre af sted.

Den ene mand beskrives som:

    Mellemøstlig af udseende, brun i huden

    Lav

    Ca. 20-25 år

    Iført mørkt tøj

Den anden mand var også mellemøstlig af udseende og iklædt mørkt tøj. Umiddelbart nåede de ikke at stjæle noget.

jr

Publiceret 22 January 2019 11:54

SENESTE TV