Paul Busk kan ikke længere få øje på, hvad Business Djursland kan tilbyde ham og hans virksomhed, og han mener, at kæden er hoppet af, når bestyrelsen nu også skal honoreres for arbejdet.

Paul Busk kan ikke længere få øje på, hvad Business Djursland kan tilbyde ham og hans virksomhed, og han mener, at kæden er hoppet af, når bestyrelsen nu også skal honoreres for arbejdet.

Honorar til bestyrelsen får medlemmer til at melde sig ud af Business Djursland

Et signal om at man har mistet jordforbindelsen, lyder kritikken

Af
Simon Carlson

Djursland Fra 0 til 120.000 kroner på to år. Den acceleration i indkomst får nu flere medlemmer af erhvervsforeningen Business Djursland til at slå bremserne i og melde sig ud.

Det sker som en konsekvens af, at det på erhvervsforeningens generalforsamling 14. marts blev besluttet, at den indtil nu frivillige bestyrelse fremover skal honoreres for bestyrelsesarbejdet. Det mest markante honorar tilfalder formanden, som i fremtiden får 120.000 kroner om året for sit arbejde, mens resten af bestyrelsesmedlemmerne hver får 5000 kroner om året.

Den udvikling har nu fået flere medlemmer til at melde sig ud af erhvervsforeningen. En af dem er Paul Busk fra Röchling Meta-Plast i Allingåbro. Han kan ikke længere se sig selv i den konstellation, som Business Djursland nu bliver til.

"Jeg undrer mig, og jeg synes simpelthen, det er den forkerte vej at gå. Det er mig ubegribeligt, fordi jeg holder på, at hvis ikke et foreningsarbejde kan køre frivillighedens vej, så er det ikke længere foreningsarbejde. Og 120.000 kroner i vederlag for at være formand, der skal man som regel op i en rimelig stor virksomhed for at få," konstaterer Paul Busk.

Forhøjet kontingent

Paul Busk har været aktiv i diverse erhvervsråd på Djursland de seneste 30 år. Da Business Djursland for to år siden blev til ved sammenlægningen af de to tidligere erhvervsråd i Nord- og Syddjurs meldte han sig da også ind for at være med til at støtte op. Han indrømmer dog, at det er længe siden, han aktivt har benyttet Business Djurslands tilbud, men det handler ganske enkelt om, at han ikke længere ser, at han får noget får sit kontingent. Et kontingent, der også er blevet forhøjet efter generalforsamlingen, og det var med til at slå hovedet på sømmet for Paul Busk, der efterfølgende meldte sig ud.

"Jeg har ikke set, at Business Djursland har lavet et eneste tilbud, der kunne hjælpe mig i nogen sammenhæng, og hvis det kun skal handle om det sociale samvær, så vil jeg hellere have med dem der bor heromkring, end en der bor i Ebeltoft," siger Paul Busk og tilføjer:

"Det kan sagtens være, der bliver lagt et kæmpe arbejde, men det nytter altså ikke noget, hvis det ikke giver et afkast for medlemmerne. Det højeste kontingent bliver nu 10.000 kroner, og det synes jeg er meget, hvis man ikke får noget for det. Når man nu pludselig skal til at betale så meget i kontingent, at det kan aflønne en bestyrelse, så mener jeg at kæden er hoppet af. Jeg vil ønske dem alt mulig held og lykke med det. Det bliver bare ikke med mine penge," fastslår Paul Busk.

Mistet jordforbindelse

Efter generalforsamlingen 14. marts har mellem 20-25 virksomheder ifølge Business Djursland forladt erhvervsforeningen. Ikke alle udmeldelser kan direkte tilskrives beslutningen om at honorere bestyrelsen, men en stor del skyldes dog ifølge Business Djursland, at man har valgt at forhøje kontingentet.

Det er også faldet Harald Grønlund for brystet. Han driver til daglig virksomheden Flex-Line, og i lighed med Paul Busk mener han, at erhvervsforeningen nu har ændret så meget karakter, at han ikke længere kan se, at den vil tjene hans virksomheds interesser.

"Det er så langt fra den interesseorganisation, som jeg har kendt. Der bliver lagt op til, at det skal drives som en stor koncernvirksomhed med ledelse, og det er slet ikke det, jeg har behov for at være med i," siger Harald Grønlund, der efter længere tids overvejelser meldte sig ud af Business Djursland op til generalforsamlingen.

"Der var jo lagt op til, at man skal til at betale noget mere i kontingent, og de penge bliver vel stort set brugt til at forgylde dem, der sidder i bestyrelsen. Det var det, der fik mig til at trykke på knappen og sige, at nu vil jeg ikke være med mere. Jeg er med på, at der bliver gjort et stor stykke arbejde, og det er fint, at ambitionsniveauet er højt, men jeg fatter simpelthen ikke, at nogen af dem, som jeg ellers opfatter som fornuftige mennesker kan finde på at indstille, at det honorar skal vedtages. Det er for mig et signal om, at man har mistet jordforbindelsen," lyder det fra Harald Grønlund.

Sådan honoreres bestyrelsen i Business Djursland fremover årligt.

Honorar Formand: 120.000 kroner

Honorar Udvalgsformand i Kompetenceudvalget: 24.000 kroner

Honorar Udvalgsformand i Netværksudvalget: 24.000 kroner

Honorar Udvalgsformand i Kapitaludvalget: 24.000 kroner

Honorar Udvalgsformand i Arrangementsudvalget: 24.000 kroner

Honorar for de seks bestyrelsesmedlemmer (udover formanden): 5.000 kroner

Publiceret 26 March 2019 06:00