Per Zeidler er tidligere byårdsmedlem og tiltalt for rufferi ved at have arrangeret 109 gangbangs, hvor flere mænd betaler for at have sex med en eller flere kvinder.

Per Zeidler er tidligere byårdsmedlem og tiltalt for rufferi ved at have arrangeret 109 gangbangs, hvor flere mænd betaler for at have sex med en eller flere kvinder. Arkivfoto

Retssag mod Per Zeidler: Pressen smidt ud af retten

Tidligere kommunalpolitiker er tiltalt for rufferi ved at have arrangeret 109 gangbang, hvor mænd betaler for at have sex med kvinder

Af
Jeppe Rafn

Seneste nyt klokken 11.30: Efter to timers efterforskningsforhør i Retten i Randers for lukkede døre, bliver dørene nu åbnet for offentligheden, herunder pressen. Forsvarerne har lige sagt, de forventer, der bliver afsagt dom i dag.

Retten i Randers begyndte i dag sagen mod det tidligere byrådsmedlem i Syddjurs Kommune, Per Zeidler.

56-årige Per Zeidler er sammen med en 55-årig mand, hvis navn ikke må nævnes, tiltalt for at have arrangeret 109 såkaldte gangbang, hvor flere mænd betaler for at have sex med en eller flere kvinder. Zeidler og hans makker er tiltalt for rufferi og for at have tjent samlet flere hundrede tusinde kroner på orgierne, der er afholdt rundt omkring i Danmark, blandt andet i Aarhus og omkring Vejle.

Sagen mod Zeidler begyndte at rulle i november 2017, hvor politikeren blev konfronteret af en journalist udenfor et forsamlingshus i Ammitsbøl ved Vejle, hvor mange gangbang blev afholdt.

Kort forinden var han blevet bedt om at trække sig fra sit parti Liberal Alliance, angiveligt på grund af rod i hans privatøkonomi. Efter afsløringen af hans gangbang-arrangementer afsatte byrådet i Syddjurs Kommune ham som formand for Familieudvalget, og han trak sig fra politik.

Dagens retssag nåede dog knap nok at begynde, før anklageren og forsvarerne ønskede dørene lukket for offentligheden. Anklager Birgitte Ernst forklarede, at de to tiltalte har nægtet at udtale sig til politiet om dele af sagen, og at de heller ikke vil udtale sig i retten, hvis pressen er til stede.

Der er derfor, ifølge anklageren og forsvarerne, brug for et såkaldt efterforskningsforhør i retten for at finde ud af, hvordan de tiltalte forholder sig til anklagerne, og om sagen eventuelt kan køre som en tilståelsessag.

Der er mødt 6-7 journalister fra forskellige medier op i retten, som alle protesterede mod dørlukningen med henvisning til, at sagen er startet af medierne, og at Per Zeidler tidligere har udtalt sig til medier om sagen.

Dommeren besluttede at følge anklageren og forsvarernes ønske om at lukke dørene for offentligheden, herunder pressen.

"Dørene bliver lukket, fordi det er et efterforskningsretsmøde og af afgørende hindring for sagens opklaring (hvis dørene er åbne), fordi de tiltalte ikke har pligt til udtale sig. Formålet med dette retsmøde er at finde ud af, om de vil tilstå, og derfor er det nødvendigt med lukkede døre. Dørene vil blive åbnet senere i dag, hvis det er en tilståelsessag. Det er kun efterforskningsretsmødet, der lukkes," sagde dommeren.

Artiklen opdateres.

Publiceret 16 May 2019 00:00