Debat: Vandvittigt

Af
Peter Larsen

Hybenbakken 1

Grenaa:

"Det er jo altid dejligt at blive klogere, når man opdager den rette årsagssammenhæng. At byens forskellige springvand i den grad har manglet vand er sikkert ikke noget nyt for de fleste. I min naivitet troede jeg, at den ekstremt tørre sommer sidste år var skyld i tørlægningen. Det viser sig nu ikke at være tilfældet.

Derimod skyldes vandmanglen den kendsgerning, at Norddjurs Kommune ganske enkelt ikke har råd til at åbne for hanen.

Det forekommer jo næsten at grænse til vandalisme. Ikke for at være vandtro, men den udmelding var lidt svær at kapere for en vandmand (20/1 – 18/2).

At vand er dyrt – rasende dyrt endda - ved de fleste, men at det står så galt til, at formanden for Miljø – og Teknikudvalget Jens Meilvang nu søger frivillige til at vedligeholde byens springvand er jo ganske enkelt chokerende. Må jeg derfor varmt anbefale / opfordre Jens Meilvang til at stille sig i spidsen for denne frivillig gruppe.

Som formand for det ansvarlige udvalg har han givetvis de fornødne kvaliteter og kompetencer, der kræves for at rense og fjerne nedfald-ne blade fra byens springvand. Det kunne samtidig være, at udvalgets andre medlemmer sammen med øvrige borgere også ville være interesseret i at deltage i pasningen. Selv med en ihærdig indsats fra alle udvalgets medlemmer ville en enkelt spand vand fra hver enkelt ikke række langt. Så derfor følger en kraftig opfordring.

Næste gang du skal til midtbyen, så tag en spand vand med og fyld den i et af de springvand, du måtte passere på din vej. Lige som mennesker, dyr og planter har livsnødvendigt brug for vand, har byer det også - ellers dør de. Lad os håbe, det ikke sker.

Forleden dag var jeg forbi Åguden ved Søndre Port, men Gud hvor så han dog ud. Helt tørlagt og stærkt dehydreret. Havde jeg haft en spand eller blot et lille glas med ville jeg have givet ham lidt åvand, så han kunne komme lidt til hægterne igen. Det gør jeg næste gang – for tør, det var han i hvert fald. Måske skulle vi alle sende en stor bøn til de højere magter – vejrguderne om, at sende en kraftig skylle afsted, så Han kan overleve ”tørken” resten af året.

Skulle alt andet slå fejl, kunne man måske bede byens velhavende pengeinstitutter om et bidrag. Det må jo selvsagt også være i deres interesse, at såvel pengene som vandet flyder og blomsterne blomster i midtbyen ikke mindst, når turistsæsonen for alvor sætter ind. Så derfor: Selv om kommunen er på spanden, behøver byens springvand jo ikke at være det. Lad os sammen bekæmpe vandalerne. Husk spanden!

Peter Larsen Hybenbakken 1

Publiceret 25 June 2019 12:00