Der var glæde i Vivild IF- lejren efter 1-0 sejren overe Kristrup Boldklub. Jimmi Hansen (Siddende nederst til højre) scorede det afgørende mål godt ti minutter ind i 2. halvleg. Foto: Kurt Enevoldsen, Team Vivild

Der var glæde i Vivild IF- lejren efter 1-0 sejren overe Kristrup Boldklub. Jimmi Hansen (Siddende nederst til højre) scorede det afgørende mål godt ti minutter ind i 2. halvleg. Foto: Kurt Enevoldsen, Team Vivild

Seriefodbold: Jimmi Hansen sikrede Vivild IF en ny sæson i Serie 1

Vivild IF vandt med 1-0 i skæbnekamp på udebane over Kristrup Boldklub og undgik at skulle spille playoff kamp

Af
Martin Schultz

På et mål af Jimmi Hansen godt 10 minutter ind i 2. halvleg sikrede Vivild IF sig lørdag eftermiddag en meget vigtig sejr, da der var dømt skæbnekamp på Kristrup Stadion.

Kravet til gæsterne fra Vivild var nemlig en sejr for at være helt sikker på endnu en sæson i Serie 1. Alternativt kunne holdet risikere at skulle ud i en playoff kamp, men den fornøjelse blev overladt til holdet fra Spjald IF som den dårligste 5’er i de seks Serie 1-rækker.

”Et lettelses suk gik igennem træner, ledere og Vivild fans, da kampens dommer fløjtede for sidste gang på Kristrup stadion,” lød det fra Vivild-lejren efter kampen, for med 1-0 sejren over Kristrup Boldklub var gæsterne sikret en sæson mere i Serie 1 efter en sæson, hvor et på papiret godt besat Vivild hold havde svært ved at vriste sig fri af nedrykningstruslen.

Men Vivild IF sluttede sæsonen som ubesejret i fem kampe, og sejren mod Kristrup Boldklub satte kronen på værket. Kristrup Boldklub har gennem hele sæsonen kæmpet med Dronningborg B om oprykningsbilletten, men var blevet distanceret af lokalrivalerne og havde ikke noget at kæmpe for.

Super fed kasse afgjorde kampen

I 1. halvleg bølgede spillet frem og tilbage.

”Kristrup Boldklub var mest på bolden, men de skabte ingen chancer. De farligste muligheder var et par langskud, som ikke voldte vores målmand Lasse Pedersen problemer. Derimod havde vi store chancer ved både Sebastian Stær, Lauge Feldskov og Jimmi Hansen. Sidstnævnte havde et spark på stolpen,” fortæller Vivild IF’s cheftræner Michael Blom.

I 2. halvleg blev boldbesiddelsen mere jævnbyrdig, men Kristrup Boldklub skabte stadigvæk ingen chancer. 11 minutter inde i halvlegen fik Sebastian Stær presset hjemmeholdets forsvar til et boldtab.

”Kristrup Boldklubs målmand fik i sidste sekund tacklet Sebastian Stær, inden han tog trækket uden om ham. Bolden sprang hen til Jimmi Hansen, som fra 25 meter klaskede bolden helt op i hjørnet. En super fed kasse,” fortæller Michael Blom.

”Så kampen endte fuldt fortjent 1-0 til Vivild IF, og vi snupper endnu en sæson i serie 1,” slutter Michael Blom.

Sommerkamp mod Nørager B

Med Vivild IF’s fine afslutning på sæsonen er Djursland efter alt at dømme sikker på to hold i den lokale Serie 1 pulje i efteråret.

Også Kolind/Perstrup IF klarede nemlig skærene og sluttede sæson med en 2-1 sejr over topholdet Dronningborg B, som var sikre på oprykningen inden kampen lørdag eftermiddag på Kolind Park.

Spillerne fra Vivild IF kan nu holde sommerferie, dog afbrudt af en venskabskamp mod lokalrivalerne fra Nørager B søndag eftermiddag 7. juli til sommerfesten i Nørager.

Om hjemmeholdet Nørager B til den tid kan optræde som Serie 2 hold afgøres denne uge, hvor Nørager B som 2’er i Serie 3 tirsdag aften spiller playoff kamp mod IK Prügelknabe i Aarhus. Vinder Nørager B, venter en ny modstander lørdag inden en eventuel oprykning er på plads.

Kampfakta:

Serie 1, Pulje 7

Kristrup Boldklub - Vivild IF 0 - 1 (0 - 1)

Lørdag 22. Juni kl. 14.00 på Kristrup Stadion

Målscorer:

0 - 1 Jimmi Hansen (56. min.)

Publiceret 25 June 2019 11:00