Alle er velkomne, når Æselforeningen 31. juli har deres 16. årlige træf i Nørager
Af Nicole Wolter
Der bliver nok lidt skryden i gaderne, når Æselforeningen 31. juli har sit 16. æseltræf hos Birgit Winther og Peter Mejlby i Nørager. Æselforeningen har i omegnen af hundrede medlemmer, der fortrinsvis bruger deres dyr som hyggedyr, til at trække vogne og til at ride på. Når æslerne - og deres ejere - samles i Nørager er alle interesserede velkomne til at møde op for at lære det forunderlige og berygtede dyr at kende.
Programmet for dagen
Dagen begynder kl. 10 med æselvandring fra Eskilsagre 12 til købmanden i Nørager. Her bliver et ophold, før turen går tilbage - omend af en anden rute. Vandreturen bliver på i alt 3 kilometer. Tilbage på Eskilsagre er der mulighed for ride-, køre- og trækketure med æsler. Der er frokost kl. 12, hvorefter besøgende kl. 13 kan se æseldressur med Joy Blach, der bl.a. er kendt for sit store arbejde med heste og deres adfærd. Om eftermiddagen er der desuden tombola og agility, hvorefter der kl. 16 sluttes af med sjov med æsler. Interesserede blandt publikum vil blive inviteret til at have et æsel ?i hænderne?. Der er mulighed for at købe forfriskninger.
Vidste du
- at æslet hører til hestefamilien, men har større hoved og ører end hesten?
- at æslet i antikken var det dyr, man så mest ned på?
- at æsler har en veludviklet evne til at fornemme fare? Hvis de mærker fare, står de simpelthen stille. Derfor har de ry for at være stædige, selvom de i virkeligheden er meget rolige og samarbejdsvillige
- at guldgraverne i USA i 1800-tallet foretrak æsler frem for heste, da de lydigt fulgte med uden brug af reb?