Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Debat: Folkeskolen er for alle

Jørn Juul Sørensen (R), Byager 44, 4466 Byagerby

Folkeskolen er for dyrebar til at være skueplads mellem højre og venstre side i kommunalbestyrelsen. Diskussionen om folkeskolen handler ikke om lukninger, struktur og undersøgelser.

Folkeskolen med fri og lige adgang for alle er fundamentet for et Danmark med høj sammenhængskraft. Det politiske ansvar over for folkeskolen handler om, at give de bedste fysiske, økonomiske og ledelsesmæssige rammer for selvstændig udfoldelse. Skolen skal give vores børn den bedste dannelse og læring, der kan ruste dem til egne valg i livet, herunder at få sig en uddannelse, et job og klare sig selv.

Og her halter vi efter i Norddjurs kommune, når det på trods af høje udgifter pr. barn ikke lykkes at få mere end 48 procent af 8. klasse-årgangene gjort uddannelsesparate. Det skal være bedre.

Vi skal skabe muligheder for mere lige vilkår for vores børn, så der vil blive mere tid til det enkelte barn, hvilket vil betyde meget for særligt de børn, som ikke får så meget stimuli i deres hjem. Undersøgelser viser, at vi allerede hos det treårige barn kan se forskelle i deres udvikling, som har betydning for deres muligheder resten af livet. Det er her, den negative sociale arv kan brydes. Det gør man ikke med nationale tests.

Nobelprismodtager og professor i økonomi, James Heckman, USA, har ved undersøgelse bevist, at det er en langt bedre forretning for samfundet at investere i de helt små børns udvikling, end at vente til de kommer i skole. Så er det nærmest for sent at genoprette en socialt skæv livsbane, siger han.

Så derfor skal vores ABC i folkeskolen være:

A. Høj grad af forældreinddragelse, især med indsats på de familier, der har en svær position og ikke selv har de bedste oplevelser fra folkeskolen. En indsats, der allerede skal starte helt målbevidst i dagplejen og i daginstitutionen.

B. Opgradering af institutionernes normeringer og småbørnspædagogernes uddannelse. Der skal være viden og tid til at skabe tryghed til samtale og dannelse allerede i småbørnsinstitutionen.

C. Bedre samarbejde og sammenhæng mellem institutionerne og folkeskolen. Den tidlige indsats skal planlægges og håndteres tværfagligt, og viden, erfaringer og opsamlinger skal ikke falde ned mellem to stole.

Pædagogernes, lærernes OG forældrenes vigtigste opgave er at bidrage til at sikre barnets nysgerrighed og læringslyst. Og skolen skal få alle med. Børnene skal opleve at være en del af et fællesskab, hvor mangfoldigheden er en styrke, og hvor viden, kunnen, tolerance og demokrati læres.

Dette er skoledebattens centrale omdrejningspunkter. God skolestart til alle.

Publiceret: 21. August 2017 15:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Adresseavisen Syddjurs

ANNONCER
Se flere
Adresseavisen Syddjurs
Seneste
Adresseavisen Syddjurs
Mest læste
Adresseavisen Syddjurs
112