Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Debat Syddjurs: Sådan får vi styr på regnvandet ved Lyngparken

Af Jannie Esman Mikkelsen (lokal lodsejer) og Knud Schmidt frivillig i det lokale initiativ Rodzonen:

“Vi har for nylig oplevet, hvordan vandet for anden gang i 7 år stod faretruende højt ved Ældrecentret Lyngparken i Knebel. Denne gang kunne brandvæsenets pumper ikke klare opgaven, med ødelagte gulve i det ene plejeafsnit til følge. De 7 beboerne her må flyttes, mens huset tørres, og alle gulve skiftes.

Syddjurs Kommune arbejder for at udbedre skaderne, og ser også på, hvordan den slags kan undgås i fremtiden. Afløbssystemet er ikke dimensioneret til at kunne klare så store mængder nedbør, så noget skal der gøres - snart.

Forslag til en løsning på vand-problemerne - lokalt initiativ

Bag ved Lyngparken ligger området “Rodzonen”, hvor skole, børnehave og ældrecenter kan komme og nyde samvær omkring havedyrkning, dyrehold, bålhus og plads til leg for både store og små. Rodzonen ligger 100 meter fra Lyngparken, kun med et moseområde imellem. Sidste år fik vi etableret en gangbro igennem det fugtige område, så man nemt kan komme frem til Rodzonen med rollator, kørestol og klapvogn eller barnevogn. Mange har i det forløbne år haft glæde af initiativet, hvor der har været gang i fælleshaver, skolehaver, og høns, kaniner, ænder og får.

Vi - lodsejer og initiativtager til Rodzonen - har fra starten haft planer om, at lave en sø i forbindelse med området. En sø, hvor børnene kan fange haletudser, og ældre kan se på fuglelivet - og på børn der fisker og leger. En sø kan sagtens anlægges, så den også kan fungere som regnvandsbassin med en varierende vandstand - og hvor vandet samtidig renses. Søen vil virke som en buffer, når store vandmængder presser sig på, med et kontrolleret overløb, så vandet ledes videre til andre regnvands-anlæg i nærheden - i stedet for at ende på gulvene i Lyngparken.

På den måde kan en sø bidrage til løsning af problemet med oversvømmelse i Lyngparken, og vi vil gerne lægge jord til en sø på omkring 3.000 kvadratmeter i det laveste område, som i dag er meget fugtigt. Sammen med en lille udbygning på naboarealet, som er ejet af kommunen, kan det give en kapacitet på 3 – 5000 tons vand.

En eksisterende rørledning fra Porskærsvej kan heller ikke klare de store vandmængder. Her kan man løse noget af problemet ved at lave et åbent vandløb - som det har været tidligere - fra Porskærvej og ned til det nye sø- og regnvandsbassin.

Mere natur = mere livskvalitet og nye læringsmuligheder

Et fritlagt vandløb og et nyt søområde, kan blive et smukt og spændende sted for brugerne og beboerne i området - unge som gamle. Lyngparken ligger naturmæssigt på et flot sted, med udsigt til Mols Bjerge. En sø i så umiddelbar nærhed kan give mulighed for at trille udenfor med sin rollator, og sætte sig og se på svaner, ænder - og måske aflæse, hvor meget regnvand der nu er kommet siden i går. For skolebørn og børnehave, vil en sø med lavt vand give mulighed for læring om ferskvandsbiotoper og oplevelser i vandkanten.

Mange steder i landet har man oplevet tilsvarende problemer ved store regnskyl, og det har flere steder givet anledning til etablering af spændende søområder, hvor også den varierende vandstand er tænkt ind, så det har en rekreativ værdi. For eksempel har Viborg Kommune - sammen med forsyningsselskab og borgere - designet et regnvandsanlæg som et helt sølandskab, kaldet ‘sØnæs', hvor der både er plads til natur, leg, teknisk anlæg, læringsmiljø, rekreation og motion - til glæde for rigtig mange mennesker.

Vi håber, at vi med vores forslag kan inspirere til et lokalt samarbejde mellem lodsejer, frivillige borgere, lokale institutioner og Syddjurs Kommune. Udover at bidrage positivt på en række forskellige områder, vil det også være endnu et tiltag, der understøtter Mols som et attraktivt og levende område - og et Mols i Udvikling.”

Publiceret: 03. December 2017 11:25

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Adresseavisen Syddjurs