"I nogle tilfælde må man se bort fra eller igennem den sproglige klædedragt i en artikel for at få fat i dens budskab, men alligevel kan man møde tekster, der på trods af læserens bedste vilje og evne viser sig at være uden mening – at være vitterligt vås. Dermed er ikke sagt, at de intet udtrykker/udsiger, men det er i bedste fald at sammenligne med et uartikuleret skrig, der vil påkalde sig opmærksomhed.
Anne-Mette Winther Christiansens tekst "Vås om velfærdssamfundets tilstand" hører hjemme i sidstnævnte kategori.
Hun starter med, at citere nogle påstande om rigets tilstand, som oppositionen "uden at blinke" har langet ud efter regeringen med. Jeg hæfter mig her ved påstanden "Regeringen er skyld i den økonomiske krise", som jeg efter ihærdig søgen ikke kan genfinde på nettet eller i de trykte medier inden for de seneste to år. Der er mange, der har udtrykt noget der sprogligt minder om det citerede, men med et noget andet perspektiv. Lad mig her som eksempel citere professor Peter Nedergaard fra Politiken d. 29.12.09: "Ifølge en ny undersøgelse mener hovedparten af landets topøkonomer, at regeringen er skyld i, at den økonomiske krise har ramt Danmark hårdere end lande." Dette kunne altså tyde på, at A-MWC anvender et gammelt, beskidt debattrick, der handler om at tildele sine modstandere nogle synspunkter, som de ikke har, for dermed at demonstrere deres tåbelighed. Denne debatform er ødelæggende for en konstruktiv diskussion.
En ting er at bruge den form for kneb i en debat, noget andet og langt mere alvorligt er, når fejlagtige påstande fremsættes som uomtvistelige sandheder. Jeg undlader her yderligere at kommentere den ufrivilligt komiske sætning: "Det er ironisk set i lyset af, at bøde S og SF selv står helt uden en uholdbar økonomisk politik". Korrekturfejl er naturligvis tilgivelige, men det er ikke tilgiveligt, når man kan hævde, "at regeringens lempelige finanspolitik har medført, at Danmark har været bedre rustet til at imødegå krisen end de fleste andre lande." set i sammenhæng med "Danmark havde et godt økonomisk fundament, som gav mulighed for en massiv kriseindsats, og aldrig før er finanspolitikken blevet lempet så meget i en tid, hvor ledigheden har været så lav." og "Regeringen peger på en nul-vækst-strategi fra 2011, hvis konjunkturerne tillader det."(!) Hvad er for og bag på den ged? Jeg må bede A-MWC udfolde denne økonomiske lovmæssighed, der siger, at lempelig finanspolitik giver en stærk økonomi, og når krisen kradser, så lemper vi bare finanspolitikken samtidig med, at vi har en nul-vækst-strategi – Hallo.
Det vil føre for vidt, at gennemgå hele teksten, men den sproglige ubehjælpsomhed er manifest: "Lad mig derfor dæmme lidt op for de realiteter og fakta, der ligger bag oppositionens fejlagtige på stande og hykleri." Vi lader lige dette vrøvl stå et øjeblik og beder så Anne-Mette Winther Christiansen komme med en forståelig fremstilling af den økonomiske logik i regeringens krisehåndtering, men fri os for uvederhæftige påstande om oppositionens politik eller mangel på samme."