Victor Elgaard Toft skal under sin fagprøve forsøge at overbevise kunderne om, at det er muligt at sikre deres hus meget bedre for billige penge. Foto: Lars Norman Thomsen
Victor Elgaard Toft skal under sin fagprøve forsøge at overbevise kunderne om, at det er muligt at sikre deres hus meget bedre for billige penge. Foto: Lars Norman Thomsen
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Fagprøve: Victor vil gøre livet surt for tyveknægte

21-årige Victor Elgaard Toft har taget flere kringlede omveje, før han fandt sin helt rigtige afsats i STARK Rønde

“Jeg læste i avisen, at der havde været 18 indbrud på ti dage i private hjem i Ugelbølle. Det gav mig inspirationen til min fagprøve,” siger Victor Elgaard Toft, 21, salgsassistentelev i STARK Rønde.

Unge Victor startede sin fagprøve i butikken på Åkærsvej i fredags under kampagneoverskriften: “Mere sikkerhed, mindre bekymringer”, og den kører i 17 dage.

“Jeg tilbyder forskellige, velafprøvede låsecylindre til gode penge til husejere og andre, der gerne vil sikre sig yderligere mod tyveknægte og indbrud i julen,” forklarer Victor Elgaard Toft.

Han har forud for det egentlige salg i butikken lavet sin helt egen markedsføringskampagne med brug af både Adresseavisen og de sociale medier.

Victor Elgaard Tofts kampagnemotto står med flammeskrift ved indgangen til STARK. Ungersvenden nyder arbejdslivet i byggemarkedskæden
Victor Elgaard Tofts kampagnemotto står med flammeskrift ved indgangen til STARK. Ungersvenden nyder arbejdslivet i byggemarkedskæden

Ild i rumpetten

“Jeg fik 5.000 kroner til min markedsføringskampagne, så nu er jeg selvfølgelig spændt på at se, om kunderne reagerer på den,” siger ungersvenden, der startede hos STARK 1. oktober 2016.

Inden da havde han efter folkeskolen og en tur på 10. Klasse Center Djursland prøvet både gymnasium (STX) og HF med en sportslinje i Grenaa, før han fandt sin livsmelodi. Et 20 ugers forløb på EUD (erhvervsuddannelse) på Viden Djurs gav Mesballe-drengen et skub i den rigtige retning.

“Jeg fandt ud af, at det ikke var mig at skulle sidde stille og lave lektier. Det kedede mig i længden, og det var først under mit EUD-forløb, at jeg blev motiveret til at komme videre med en praktisk uddannelse,” siger Victor Elgaard Toft.

Der stod imidlertid ikke lige den ønskede elevplads klar. Derfor var han tre uger forbi SuperBrugsen i Glesborg, før han via en bekendt fik mulighed for at blive elev i STARK Rønde.

“Jeg har lært meget i STARK, fordi jeg bare er blevet kastet ud i det og har været i de forskellige afdelinger. Det er sjovt at komme på arbejde.”

Fagprøven består af både en praktisk og en teoretisk del. Sidstnævnte er en 15-18 siders rapport, hvor Victor Elgaard Toft skal vise, at han magter at bruge teorien i den praktiske hverdag.

Han har forårsmånederne til at færdiggøre og finpudse den, før han skal aflevere rapporten til sin vejleder på Handelsfagskolen i Odder 16. april 2018.

Victor Elgaard Toft har fem gange 14 dage under sin uddannelse siddet på skolebænken i Odder og her blevet klædt på med en sælgerfaglig ballast.

25. maj 2018 sidder han ved det grønne bord, og en halv time senere kan han kalde sig salgsassistent, hvis alt går vel.

Fremtiden?

Når dette læses, er han i fuld gang med at vejlede kunderne i butikken om de forskellige låsetyper. Om STARK bliver hans fremtid, er endnu uafklaret efter, at byggemarkedskæden er blevet solgt til den amerikanske kapitalfond Lone Star.

“Jeg ved ikke, hvor jeg står, men bliver det ikke STARK, bliver det noget andet,” siger en optimistisk Victor.

Han nævner selv tøj- eller sportsbutik som to muligheder, han gerne vil afsøge, hvis det om et halvt år ikke længere hedder STARK, når han står op om morgenen.

“Jeg vil have det fint med at flytte til Aarhus, hvis det er det, der skal til,” fastslår han.

Når han for alvor bliver følsom, modnet og voksen, lokker landevejens hvide striber og et job som kørende sælger.

Publiceret: 06. December 2017 11:57

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Adresseavisen Syddjurs