Vinen er ofte en overset faktor i planlægningen af juleaften mener Bent Ketelsen
Vinen er ofte en overset faktor i planlægningen af juleaften mener Bent Ketelsen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Jul: Tag vinen med i planlægningen til juleaften

vinklumme
Af Bent Ketelsen, www.vinimpo.dk

Vi bruger rigtig meget tid på at planlægge juleaften, men ofte er vinen en overset faktor.  Her er nogle tips til planlægningen:

Hvilken vin skal du vælge?

Kombinationen af fed and eller flæskesteg og fed, brun sovs med brune, søde kartofler og eddikesyrnet kål har potentiale til at dræbe enhver vin. Rødkålen kan nemt gøre vinens smag metallisk.

Vælg derfor en kraftig vin, - helst med alkoholstyrke 14 procent eller mere.

Sydrhone fra Frankrig i form af Lirac eller den noget dyrere Chateneuf-du-Pape, vil være et godt valg. Ripasso fra Norditalien eller Amarone er også dejligt kraftige vine.

Pinot Noir fra Frankrig duer ikke, - selv om Bourgogne er blandt mine yndlingsvine må jeg finde noget andet juleaften. Hvis jeg ikke kan undvære pinot Noir bør den være oversøisk. De oversøiske Malbec fra Argentina og Zinfandel fra Californien kan i nogen situationer også matche julemaden.

Hvor meget vin skal jeg købe ?

Som udgangspunkt er man to personer om at dele en flaske rødvin, men det er jo ærgerligt, hvis vinen slipper op. Det kunne jo også være at en af flaskerne har prop. Ja, det er der faktisk fem procent af al vin, der har, så det er hver 20. vin, der ikke har den optimale smag. Det er langt fra alle, der opdager det, men tror i stedet at der blot er indkøbt en billig vin.

Forleden måtte jeg selv hælde en spansk vin til 600 kroner ud i vasken. Den næste fejlede overhovedet intet. Nu havde jeg selv købt vinen på vingården i Spanien, men sørg for at have rigeligt i reserver. Din vinhandler vil sikkert tage uåbnede flasker retur og bytte flasker, der har prop. Når vinen går rundt eller bliver skænket er det ikke meningen at glasset skal fyldes til randen, men kun lige under halvdelen. Derfor er det en god idé at bruge store glas der giver vinen mulighed for at udfolde sig. Vinen får bedre mulighed for at åbne sig, og du får mulighed for at nyde alle de herlige aromaer i vinen. Det ser for øvrigt også lidt mere elegant ud at servere i store glas.

Hvilken temperatur skal vinen have?

Det er bedre at vinen er for kølig end for varm. Julestuen med alle dets stearinlys og mange mennesker er ofte så varm at vinen nemt og hurtigt kan stige til stuetemperatur. Du kan roligt sætte vinen ud i kulden på terrassen.

Julen er portvinstid

Der er mange myter om portvin. Nogle synes at det er noget klistret sprøjt, som er pakket med sprut og sukker og kun for gamle damer. Tal med din vinhandler og lad ham eller hende finde en god portvin der passer til din Ris a la mande med kirsebærsovs. Et alternativ kunne være en Muscat fra Beaumes de Venise i Sydrhone.

Til sidst vil jeg blot ønske jer en rigtig glædelig jul og husk at tage vinen med i planlægningen

Publiceret: 20. December 2017 21:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Adresseavisen Syddjurs