Kommunalvalg 2017
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Kommentar: Nødvendigt at sejle

Af Lars Norman Thomsen, redaktør:

“Schlüter bliver sensationelt god”.

Sådan sagde den daværende radikale leder Niels Helveg Petersen til den radikale folketingsgruppe i 1982, da den konservative Poul Schlüter var blevet statsminister.

Historien gav afdøde Helveg Petersen ret. Uanset politisk opfattelse.

Med over ti år som statsminister fik Poul Schlüter bevist, at en borgerlig regering kan være mere end en parentes i historien.

Endnu har kun socialdemokratiske partikammerater været ude og rose den kommende Syddjurs borgmester Ole Bollesen.

Men som en pendant til Helvegs: “Schlüter bliver sensationelt god”, har Ole Bollesen de samme muligheder i Syddjurs de næste fire år.

Tag ikke fejl af den pensionerede gymnasielærer. Det kan godt være, at han inderst inde havde forventet, at han de næste fire år kunne bruge en stor del af sin tid med at sejle rundt i de danske farvande, men den pligtopfyldende mand ved også godt, at han nu får en chance for at sætte et punktum for sin tid i lokalpolitik som skal udnyttes til fordel for Syddjurs og bruges til at sikre et glidende generationsskifte i Socialdemokratiet.

Modsat rivalerne, tidligere borgmester Kirstine Bille (SF) og nuværende borgmester Claus Wistoft (V), så er Ole Bollesen af en helt anden støbning.

Det vil komme ham til gode, for han får brug for et godt samarbejde de næste fire år med netop de to.

Det kan godt være, at de på valgnatten med deres hver kropssprog viste, at Bollesens gøren og laden og ydmyge adfærd ikke lige var deres kop te, men de respekterer ham, for de ved godt, at Ole Bollesen er en begavet fætter, som er deres ligemand og mere til.

Ole Bollesen ved også godt, at han skal bruge de to tidligere borgmestre, når det er oplagt at gøre det.

Den nye borgmester bliver en inkluderende leder i forhold til både byråd, embedsmænd og borgere. Han vil vokse med opgavernes tyngde og tage lederrollen på sig.

MAGTEN er ham fjern, men nu har han den, og så er han parat til at tage den. Det er nødvendigt, at der sejles, styres, regeres og handles.

Han er parat til at sejle - plus det andet - bare vent og se."

Publiceret: 07. December 2017 13:04

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Adresseavisen Syddjurs