Mellem Himmel & Jord:

Ordentlighed – ikke med nystrøgne skjorter

Efterskolelærer Trine Mathiassen Oppfeldt vikarer som sognepræst i Ådalen i december, og hun har nydt at komme som ny præst i julemåneden

- Du har været i gang som præst i Ådalen i nogle uger. Hvordan har det været?
“Juletiden har været en skøn tid at komme ind i som ny præst. Der sker så meget og det har været dejligt at komme flyvende fra start og få berøring med så mange mennesker fra sognet.”
- Hvad har været den største udfordring?
“Som ny er der virkelig mange arbejdsgange, man skal lære at kende. Små detaljer: Hvad laver den anden hånd, når jeg holder kalken med den ene? Og større: Hvordan skriver jeg en prædiken, der hænger nogenlunde sammen?”
 - Hvad har gjort størst indtryk?
“Det har gjort kæmpe indtryk, hvor stort engagementet er i menigheden i Ådalen. Frivilligheden og fællesskabet bærer det virkelig. Og så har de taget så godt imod mig – både rødder, personale og kollegaer i provstiet - det er et dejligt sted at komme ind i som vikar og helt ny præst.”
- Foreløbig skal du virke nogle måneder i et barselsvikariat, har du mål for den tid?
“Jeg vil gøre mit bedste for at ”passe butikken”, mens Anne Sophie er på barsel. Og så håber jeg at blive fortrolig med nogle af de opgaver en præst og kirken løfter.”

- Din drøm for fremtiden?
“Det første jeg tænker på, er mine børn. At de går en fremtid i møde, som de finder sig til rette i. Sådan tror jeg mange forældre har det. Lidt længere ude på skalaen håber jeg, at alt det gode, der allerede er sat i gang i verden, vokser. At vi finder den rigtige kurs for miljøet og fordelingen af verdens goder.”

- Hvilke værdier sætter du højst?
“Ordentlighed – ikke med nystrøgne skjorter og ingen ridser i lakken – men, at man behandler hinanden ordentligt. Udviser respekt og omsorg for hinandens plads i verden. Siger tak og gør sig umage. Det er værdier, jeg både har med fra barnsben, men også fra mit arbejde på efterskolen.”

- Har du et forbillede?
“Jeg har mange forbilleder. Både verdenskendte som fx Gandhi og Martin Luther King Jr.. Men også i det daglige. ”Hverdagshelte”. Mennesker med storsind – fx damen i Netto, der lod mig låne toilettet, da min datter skulle tisse. Eller folk med tæft på en eller anden måde – tænkere, idemagere, strateger, strukturtyper, ildsjæle. Eller bare mennesker, det lykkes for, at få det bedste ud af de kort, de har fået på hånden. Helt små ting. Det synes jeg er forbilledligt.”

Publiceret 18 January 2018 11:36

Adresseavisen Syddjurs nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Adresseavisen Syddjurs
SENESTE TV