Djurslands Jernbanemuseum folder et stykke Danmarkshistorie smukt ud

Den lille perle af et lokalt museum i Ryomgård åbnede for sin 37. sæson lørdag

Af
Lars Norman Thomsen

Lørdag 2. juni åbnede Djurslands Jernbanemuseum i Ryomgård til en ny sæson. Den 37. i rækken.

"Vi gentager sidste år succes med også at holde åbent alle onsdage udover alle lørdage og søndage i juni, juli og august kl. 11-17," fortæller Theo Berkhoudt, medlem af driftsudvalget og driftsbestyrer siden 2013.

Djurslands Jernbanemuseum, der holder til i den gamle remisse med tilhørende lokaler på Ryomgård Station, fortæller et stykke vigtigt Danmarkhistorie - særligt, hvordan jerbanedriften blev en afgørende forudsætning for vækst og bosætning på Djursland i fordums dage.

Ebeltoft-Trustrup

I år er det 50 år siden, at jernbanen fra Ebeltoft til Trustrup blev nedlagt.

"I anledning af denne ”triste” begivenhed, har vi i år helt fornyet udstillingen ved at samle museets effekter, billeder, billetter, skilte med mere af Ebeltoft-Trustrup Jernbanen i en ny særudstilling om banen," siger Theo Berkhoudt.

Sidste år fik museet en ny udstilling om Ryomgård-Gerrild-Grenaa Jernbanen i anledning af den nye bog om banen af Asger Christiansen, som udkom sidste år.

I år vil denne udstilling blive udvidet med visning af endnu flere billeder fra banens tid.

Også museets store modeljernbane er i vinterens løb blevet restaureret og fornyet, så den kan holde nogen flere år igen til glæde for børnene og for de voksne der stadig gerne vil lege, mens vi venter på letbanen...

Om museet

Djurslands Jernbanemuseum blev pr. 1. januar 2007 en selvstændig afdeling under Dansk Jernbane-Klub, men med eget driftsudvalg og egen økonomi

Museet drives i dag stadig udelukkende via frivillig arbejdskraft

Museet finansieres ved billetindtægter, et årligt tilskud fra Syddjurs Kommune og et årligt tilskud fra Dansk Jernbane-Klub

Djurslands Jernbanemuseum blev etableret i 1981. Initiativtagerne var Ryomgaard Borgerforening i samarbejde med Foreningen til bevarelse og udbygning af Djurslands Jernbaner og ikke mindst tidligere trafikkontrollør W.M. Rosenvinge, Grenå

At museet skulle ligge i Ryomgaard var en selvfølgelighed. Ryomgård havde siden 1877 været Djurslands jernbaneknudepunkt

Jernbanen Randers - Ryomgård - Grenaa var blevet indviet i 1876, og året efter fulgte så strækningen Århus - Ryomgård. Tilsidst i 1911 fulgte så indvielsen af privatbanen Ryomgård - Gjerrild

Publiceret 03 June 2018 12:00

SENESTE TV