Thomas 'Fister' Nymann Nielsens herlige parodi på brugsuddeler Jørn Schmidt var et kongenummer i lørdagens revy: Foto: Lars Norman Thomsen

Thomas 'Fister' Nymann Nielsens herlige parodi på brugsuddeler Jørn Schmidt var et kongenummer i lørdagens revy: Foto: Lars Norman Thomsen

Derfor er juni så sej ...

Kolind Revyen skulle lige op i tempo efter en start på det jævne, så kørte showet i Byhallen

Af
Af Lars Norman Thomsen

KOLIND Det er knyttet så store forhåndsforventninger til Kolind Revyen, at det er forståeligt, hvis aktørerne somme tider synes, at presset er rigeligt stort selv for glade amatører.

Der snakkes mand og mand imellem i ugerne op til showet i Byhallen, som altid afslutter sommerfesten i byen. Hvem får nu en tur i manegen i år? Kan revyholdet fortsat få indrulleret brugsuddeler Jørn Schmidt i endnu en revytekst? Hvad med den snart forhenværende sognepræst? Hun stopper til september, så mon ikke revyholdet tager pænt afsked med hende i år?

Plads til alle

En god halvanden time spillede Kolind Revyen i lørdags. Åbningsnummeret er en ørehænger, som bare er uundværlig. Hele holdet får lige plads til at få de værste nerver rystet af sig ved atter at svare på spørgsmålet: Hvorfor er juni så sej? Selvfølgelig fordi Kolind Revyen er på vej. I år med tre nye skuespillere: Thomas 'Fister' Nymann Nielsen, Jannie Kjellerup Rauff og Louise Fogh.

De sagde det selv i et af revyens numre. Det er svært at komme efter revy-notabiliteter som Harald Bjerregaard, Preben Brix og Mads Berg, men ingen af de tre nye faldt på nogen måde igennem. De må alle have løst billet til næste år efter at have overlevet turen på den sværeste scene i Kolind og opland.

Med tre nye og det gamle hold - minus Mette Krogh - stort set intakt var der kamp om pladserne, og det var måske Kolind Revyens største udfordring anno 2018, at alle skulle have en pæn bid af revykagen.

Det gik lidt ud over pladsen til de rutinerede, Kasper Kolstrup Møller og Ann Bødker, der altid har borget for at kunne få selv den mest umulige revytekst til at svinge i samklang med publikum. De to revy-anarkister savnede albuerum på scenen i 2018. Vi så dem kun i for få glimt.

Tempo og timing

Efter lidt sløv start med blandt andet et nummer om Kolind Hundeskov, der aldrig løftede sig for alvor, kom der mere gang i revyen, som numrene skred frem.

Brugen af Kronprinsens 50 års fødselsdag som gennemgående overgang fra sceneskift til sceneskift virkede dog af og til søgt og uden mål og med.

Thomas 'Fister' Nymann Nielsens herlige parodi på Brugsuddelerens årsberetning var derimod særdeles veltunet og fint fremført. En glimrende tekst som tog kegler.

Det samme med Kasper Kolstrup Møllers elskelige parodi igen-igen på Leif fra Ballegården, som i Kolind & omegn fortsat er parat med med tilbud på alt mellem himmel og jord. Leif fra Ballegården er blevet moderne revy-tiders svar på salig postmester Hitz, som var en centrumsfigur for år tilbage. Vi bliver skuffede, hvis ikke Leif fra Ballegården og Brugsuddeleren i 2019 tager den store tur sammen på scenen.

Selvfølgelig blev der sagt farvel på behørig vis til byens sognepræst gennem 37 år. Anne Kirstine Langkjer holder afskedsprædiken i sin 'solskinskirke' til september. Præsten sad selv på forreste række og måtte selv en tur på scenen til en swingom med sin mangeårige graver Eigil Friis i skikkelse af revyveteranen Anders Lund.

Og så sluttede det hele med en hyldest til afdøde Ole Thestrup, der jo inden sin død nåede at medvirke i et youtube-indslag sammen med Koed Tømreren og hans medarbejdere. Selvfølgelig blev det til et sang-battle mellem Koed Tømreren og ligeledes lokale MC Tag A/S, der begge har gjort Cirkusbygningen i København til fast mødested, når de årlige håndværkerpriser på landsplan skal uddeles.

Huskorkestret bestyret af Jesper Skovsgaard Mogensens enmandsband holdt ligesom resten af Kolind Revyen til hele turen. Vi gik hjem i godt humør, men tænk lige over næste år, at der er forskel på lighed og ligelighed, når rollerne skal fordeles.

Publiceret 21 June 2018 07:55

SENESTE TV