Lokalhistorie: Modstandsmand kom hjem til Helgenæs

På Helgenæs Kirkegaard findes der en mindesten for modstandsmanden Vagn Eigil Holst, der i december 1944 døde i ildkamp med Gestapo i København. Læs her historien om en ung mands tragiske skæbne under 2. verdenskrig

Af
Lars Norman Thomsen

En fatal hændelse få måneder før Danmarks befrielse i 1945 blev skæbnesvanger for den unge modstandsmand Vagn Egil Holst.

En illegal aktion mod et tysk våbendepot på Klokkemagervej i København var blevet røbet af en stikker, en grosserer Kirkegaard i pegenød, med fatale konsekvenser. Vagn Eigil Holst blev sammen med sine kammerater overrasket af Gestapo. Læs historien i Peter Øvig Knudsens ’Birkedal. En torturbøddel og hans kvinder’.

En mindesten på Helgenæs Kirkegaard minder os om hans bitre skæbne.

Vagn Eigil Holst blev født 6. januar 1919 i Hornslet og voksede op som plejesøn hos sin tante og onkel på gården ’Dammen’ på Helgenæs. I ungdomsårene uddannede han sig til automekaniker.

Vagn Eigil Holst kom som 24-årig med i den berømte modstandsgruppe BOPA. Som udlært automekaniker havde han forstand på at skaffe biler til modstandsorganisationens aktiviteter.

Under dæknavnet Anders deltog han i de fleste af BOPAs store sabotageaktioner, som ofte havde fabrikker som mål.

Men en aktion 5. december 1944 blev katastrofal. Vagn Eigil Holst mistede livet, og flere af hans kammerater blev fængslet.

BOPAs mål var var en garage på Klokkemagervej i København, hvor der blev opbevaret våben.

Da Vagn Egil Holst på stedet, var Gestapo kommet ham i forkøbet. To af hans kammerater var allerede blevet taget til fange og sad med hænderne bundet på ryggen.

Vagn Eigil Holst trak sit våben, og det kom til ildkamp med de fremmødte Gestapo folk. Under skudvekslingen blev han ramt og dræbt på stedet.

Vagn Egil Holst blev 26 år.

Hans familie fik ingen meddelelse om hans død og begravelsessted.

Først den 25. juni 1945 blev hans lig fundet på begravelsespladsen i Ryvangen. Det blev herefter ført til Helgenæs og begravet i slægtens gravsted på Helgenæs Kirkegaard 6. juli 1945.

Vagn Eigil Holsts navn optræder på den store mindeplade i Mindelunden i Ryvangen.

På den smukke mindesten på Helgenæs Kirkegaard kan man læse digterpræsten Kaj Munks hilsen til ’de faldne’. Inskriptionen lyder:

Drenge I drenge som døde

I tændte for Danmark

i dybeste mulm

en lysende morgenrøde

Publiceret 19 July 2018 17:00

SENESTE TV