Jesper Wung-Sung modtog i 2018 De Gyldne Laurbær for sin slægtsroman 'En anden gren', som han fortæller om 22. oktober på Kulturhotellet.

Jesper Wung-Sung modtog i 2018 De Gyldne Laurbær for sin slægtsroman 'En anden gren', som han fortæller om 22. oktober på Kulturhotellet.

Wung-Sung fortæller sin slægtshistorie i Rønde

Kommer til forfatteraften på Kulturhotellet mandag 22. oktober

rønde Kulturhotellet i Rønde byder mandag 22. oktober kl. 19 på forfatteraften med Jesper Wung-Sung. Her kan man komme tæt på forfatterens utrolige slægtshistorie i et personligt foredrag om den prisbelønnede roman 'En anden gren'.

'En anden gren' er fortællingen om Jesper Wung-Sungs oldeforældre og deres umulige kærlighed. En kærlighed der opstod på trods af sprogbarrierer, kulturforskelle og fordomme, da den unge Ingeborg i 1902 forelskede sig i San Wung-Sung, der sammen med andre kinesere blev udstillet i Tivoli i København.

'En anden gren' fik ved sin udgivelse i 2017 flotte anmeldelser med på vejen, og Jesper Wung-Sung modtog i 2018 De Gyldne Laurbær for sin slægtsroman.

Med i forfatterværkstedet

Ved foredraget vil Jesper Wung-Sung tage tilhørerne med i forfatterværkstedet og fortælle om tilblivelsen af den roman, han altid har vidst, han skulle skrive, og om den store research, som ligger bag.

Han vil også fortælle om ungdomsromanen 'Lynkineser', der mere fokuserer på hans egen opvækst som ottendedelskineser, men som også har tråde tilbage til Sans og Ingeborgs historie.

Jesper Wung-Sung debuterede i 1998 og har siden udgivet romaner og noveller for både unge og voksne, ligesom han har skrevet billedbøger, filmmanuskripter og digte. Hans ungdomsroman 'En-to-tre-NU!' er blandt de meste læste romaner i folkeskolen.

Populær genre

Med slægtsromanen 'En anden gren' føjer Wung-Sung sig til rækken af forfattere, der bruger deres egen eller deres slægts historie i de såkaldte autofiktive romaner, der placerer sig mellem de traditionelle biografier og fiktive romaner.

Genren blomstrede op med Karl Ove Knausgårds 'Min kamp' i 2009 og senest har man på dansk oplevet forfattere som Merete Pryds Helle, Morten Pape og Leonora Christina Skov skrive sig ind i genren.

Foredraget med Jesper Wung-Sung er et samarbejde mellem Kulturhotellet i Rønde og Syddjurs Bibliotek. Billetter til 100 kr. kan købes på syddjursbibliotek.dk.

jesl

Publiceret 21 October 2018 05:00

SENESTE TV