Kukke Smart Bands sangerinde Helle Fribo er for alvor på hjemmebane, når de spiller i forsamlingshuset på lørdag 17. november. Pressefoto

Kukke Smart Bands sangerinde Helle Fribo er for alvor på hjemmebane, når de spiller i forsamlingshuset på lørdag 17. november. Pressefoto

Kukke Smart Band sparker liv i Fannerup

Djurs-orkesteret giver koncert i forsamlingshuset 17. november

koncert Det lokale Djurslandsorkester Kukke Smart Band er for første gang at finde på programmet for 'Liv i forsamlingshusene', når de på lørdag 17. november kl. 20 spiller i Fannerup forsamlingshus.

Bandet har de sidste 30 år turneret Djursland tyndt og spillet i de fleste af forsamlingshusene på Djursland til fødselsdagsfester, bryllupper eller blot lokale arrangementer i forsamlingshuset.

Det er dog første gang Kukke Smart Band gæster forsamlingshuset i Fannerup og bandet glæder sig til at gæste hjembyen for bandets sangerinde Helle Fribo.

Hit på hit fra 30 år

Aftenen begynder med spisning kl. 18, før Kukke Smart Band kl. 20 op til en hyggelig aften med hits på hits fra 60'erne til i dag.

"Danseskoene skal på, når man er til koncert med Kukke Smart Band, da det er umuligt at sidde stille til den musik, vi spiller, så der vil helt sikkert komme liv i det lille hyggelige forsamlingshus i Fannerup," lover bandet i en pressemeddelelse.

Kukke Smart Band fejrer i år 30-års jubilæum og spiller fortsat hit fra de sidste 30 år. Bandet består af Helle Fribo, Fannerup, vokal, Mogens (Kukke) Qvist Frandsen, Dronningborg, bas og kor, Niels Kethil Pedersen, Egens, keyboard, guitar og kor, Christian Binow Lassen, Odder, guitarspil, og Hans Søren Møller, Ørum, trommer.

”Vi nyder at spille i forsamlingshusene, da der er tæt kontakt til publikum i en intimt, festlig og uhøjtidelig stemning. Repertoiret bliver også denne aften et bredt mix af hits i alle genre fra svedig disco og danske syng-med 80'er-hits til lige-ud-ad-landevejen rocknumre. Der bliver helt sikker også et forrygende sceneshow til numre af f.eks. Beatles, Danseorkestret, Halberg Larsen, Kim Larsen, Prince, Donna Summer, Vollbeat og Bryan Adams," lover Kukke Smart Band i pressemeddelelsen.

Tilmelding til spisning

Det er nødvendigt at tilmelde sig til forsamlingshuset, hvis man vil deltage i spisningen, samt hvis man vil være sikker på at få plads. Tilmelding sker til tlf. 2026 8141 eller på mail hoejmosegaard@firma.tele.dk.

jesl

Publiceret 12 November 2018 14:13

SENESTE TV