På Fuglsøcentret handler det ikke om øl, fisse og hornmusik

Lørdagens koncert med Hanne Boel et klassisk eksempel på, at musik uden filter sagtens kan bære en lørdag aften i den allerbedste sendetid

Af
Lars Norman Thomsen

FUGLSØ De små hår på armene rejste sig, da Hanne Boel med kongenial opbakning fra guitaristerne Jens Christian Runge, denne 'musikernes musiker', og Jacob Funch rundede en veltimet lørdags-koncert af på Fuglsøcentret af med en overdådig smuk version af B.S. Ingemanns livsbekræfter af en salme, 'Dejlig er jorden'.

På en lørdag aften til en rockkoncert, før publikum enten trisser hjemad eller går i baren for at slutte lørdagen af på værdig vis.

Stemningen var til det, for det var ikke spil for galleriet, da Hanne Boel inden salmen havde sunget klassikeren 'Son Of a Preacher Man', som Janis Joplin har udødeliggjort, og takket publikum i den næsten fyldte sal for stor lydhørhed og fokus på musikken.

Netop det, at man på Fuglsøcentret giver musikken optimale rammer, gør det til en fornøjelse at være koncertgænger. Her kommer man for at lytte og ikke for at rende i baren og på toilettet.

Det kan godt være, at det er kunstnere, som har passeret deres vilde ungdom, som Fuglsøcentrets direktør Peter Brincks booker, men som regel har de fortsat noget at give og er ikke kommet til Mols Bjerge for bare at hæve hyren og køre hastigt hjemad mod København.

Efter en forsigtig start, hvor Hanne Boel & co. lige skulle føle sig frem, kom der for alvor gang i den intime koncert, som første sæt skred frem.

Ikke mindst, da Boel intonerede John Hiatts 'Don't know much about love', som publikum smukt understøttede, og det samme gjaldt nyligt afdøde Tony Joe Whites 'If You Want My Body' fra albummet 'Dark Passion'.

Herfra fik vi også den smukke 'Light in Your Heart', som Bernie Taupin, tekstforfatter til en perlerække Elton John-sange, har forfattet.

Mon ikke en ukunstlet og velsyngende Hanne Boel med 'Dejlig er jorden' som outro lige fik markeret, at der er en dansk plade undervejs fra hende.

Hendes rigt facetterede stemme vil passe fint til at synge et kirkerum op med salmer fra den danske sangskat.

Lørdag sang hun en tidligere idrætshal op på Fuglsøcentret på en dejlig underspillet måde uden ret meget filter, hvis noget.

I øvrigt hendes debut i Mols Bjerge.

Det bliver ikke ved debuten.

Publiceret 28 November 2018 06:30

SENESTE TV