Syddjurs Byråd mindedes digterpræsten Vilhelm Gregersen - de fleste politikere uden at vide det - med en fortid som præst i Hornslet onsdag aften ved at synge hans evergreen 'Det er noget i luften'

Syddjurs Byråd mindedes digterpræsten Vilhelm Gregersen - de fleste politikere uden at vide det - med en fortid som præst i Hornslet onsdag aften ved at synge hans evergreen 'Det er noget i luften'

Digterpræsten fra Hornslet, der skrev en evergreen

Vilhelm Gregersen blev mindet ved onsdagens byrådsmøde, hvor hovedparten af byrådsmedlemmerne ikke kendte til digterpræstens lokale fortid

Af
Lars Norman Thomsen

De fleste kan synge med på den kendte adventssang 'Der er noget i Luften', men det er nok de færreste, der ved, hvem forfatteren og komponisten er. Han hedder Vilhelm Gregersen (1848-1929), og han har en fortid som præst i Hornslet.

Det kom til at stå lysende klart for et samlet Syddjurs Byråd onsdag aften, da Alternativets Mette Refshauge Foged valgte netop 'Der er noget i Luften' som sang/salme til byrådsmødet, fordi det er en samle, som altid har været en del af hendes barndoms jul på begæring af hendes far og fortsat er en fast evergreen juleaften både i Mette Fogeds familie og hendes svigerfamilie, kunne hun fortælle.

SF's Kim Lykke Jensen kunne fortælle, at Vilhelm Gregersen var tidligere sognepræst i Hornslet og, at 'Der er noget i Luften' rent faktisk blev skrevet i Hornslet Præstegaard.

Ikke så mærkeligt, at Kim Lykke Jensen var så godt klædt på. Han har for år tilbage på sit forlag, Vældgungerne udgivet Vilhelm Gregersens digte og erindringer.

Bogen tegner et bredt billede af Gregersens forfatterskab og af livet i Hornslet for hundrede år siden.

Hornslet i fordums dage

Vilhelm Gregersen blev født i 1848. I en ret moden alder blev han færdig med sit teologistudium, da han først havde studeret tysk og været ansat i et handelsfirma.

Inden Vilhelm Gregersen kom til Hornslet havde han været sognepræst i Naur-Sir ved Holstebro og i Stauning ved Ringkøbing Fjord, hvilket gav ham anledning til at sammenligne kulturen i Østjylland og Vestjylland:

“Befolkningen kom mig i møde med venlighed, men der er stor forskel på østjydernes og vestjydernes forhold til præsten, når dette tages i det store og hele. Forholdet på vestkysten er i almindelighed langt mere personligt og fortroligt. Det er i alt fald min erfaring. På østkysten er præsten langt oftere kun den gejstlige embedsmand for folk. Her findes langt flere helt ligegyldige, hvad der også sætter sit præg på kirkegangen, der langtfra er så støt og almindelig som på vestkysten,” skrev han i erindringerne.

Potent mand

Hornslets nu nedrevne præstegård kom til at emme af liv, da familien Gregersen kom til byen med en barneflok på 13.

Familien blev hurtigt glad for deres nye bolig og hele egnen, der omgav den:

“Præstegården i Hornslet er gammel, men hyggelig og ret rummelig. Haven hen ved 1½ tønde land er køn og hyggelig, udvidet og forskønnet af pastor Smith, min formands formand, der var en stor og kyndig haveelsker. Egnen her er tiltalende og nede ved Kalø vig endog ualmindelig smuk.

Her er god togforbindelse med Århus, hvad jo har stor betydning for vore børns skolegang. Byen er vokset meget i de 15 år, jeg har været her, jeg tænker med en 300 mennesker og efter at herredskontoret er flyttet hertil, vil den vist blive ved at vokse betydeligt,” forudså Vilhelm Gregersen i 1912. Han var forudseende!

Vilhelm Gregersen nåede at være sognepræst i Hornslet 21 år, hvorefter han gik på pension som 70-årig i 1918. Derefter flyttede han til Gjerrild, hvor han døde i januar 1929.

Vilhelm Gregersen ligger begravet på kirkegården i Grenaa.

Publiceret 26 December 2018 10:30

SENESTE TV