Forsanger Anders Pedersen er den markante vokale forgrund i Blyfri 95, der lørdag spiller op til dans i Strands Forsamlingshus

Forsanger Anders Pedersen er den markante vokale forgrund i Blyfri 95, der lørdag spiller op til dans i Strands Forsamlingshus

I Strands kører alle på Blyfri 95

De ferme lokale popsnedkere fyrer hits efter hits efter hits af i øjeblikket og tænder op under Strands Forsamlingshus og gæster lørdag aften

Af
Lars Norman Thomsen

STRANDS Der bliver gang i sagerne og sang i gaderne i Strands lørdag 16. marts, når bandet Blyfri 95 spiller op til fest efter, at gæsterne har spist sig mætte i Legeret grøntsagssuppe med brød, oksefilet med garniture og kaffe/te med kage.

Blyfri 95 består af fem lokale herrer med en musikalsk baggrund, der går helt tilbage til medlemmernes unge år.

Forsanger, yngste mand og rytmeguitarist Anders Pedersen er Thorsager-Rønde dreng, guitaristen Kristian Danielsen og trommeslager Flemming Poulsen er gamle skolekammerater fra Mørke Skole. Førstnævnte bor fortsat i byen, mens Flemming Poulsen bor i Hornslet.

Her bor også den sidst ankomne til bandet, keyboard-manden Tim Stigsen, mens bandets nestor Lars Tækker bor i Rodskov.

Tækker har en musikalsk fortid i hedengange Falcon, senere New Falcon, der spillede kroer, haller og spillesteder på Djursland totalt tynde i 1970'erne, hvor Falcon var danseorkestret med stort D.

Spiller op til dans

Blyfri 95 er først og fremmest karakteriseret ved fem modne herrers spilleglæde. Bandet spiller egne numre og er samtidig også et kopiband som spiller numre af Bamse og Bamses Venner.

Det er musik, der appellerer til et voksent publikum som kan lide at brillere med hurtige fødder på dansegulvet.

Blyfri 95 har været flittige gæster på DR P5 Dansktoppen og DK4 Dansktoppen i bandets levetid med hits som popperlen 'Flagstad i Radioen', der emmer af nostalgi og teenageårene på ryggen af en Yamaha, 'Se lyset', 'Det er dejligt det er jul' og 'Det' et held'.

Publiceret 14 March 2019 19:30