Formand for Foreningen Norden Mogens Jensen. Foto: Jakob Carlsen

Formand for Foreningen Norden Mogens Jensen. Foto: Jakob Carlsen

Foreningen Norden fejrer 100 års jubilæum

Og den lokale forening i Kalø Vig kan samtidig fejre sin 70 års fødselsdag

jubilæum Foreningen Norden bliver 100 år i år. Det markeres med over 100 festaktiviteter i 100 afdelinger over hele landet. Det gælder også i Hornslet, hvor der afholdes venskabsbymøde 27. -30. juni med besøg af venskabsbyerne fra Åndalsnes i Norge, Sala i Sverige og Kristinestad i Finland. Her fejrer den lokale Foreningen Norden Kalø Vig samtidig sit70 års jubilæum.

Foreningen Norden har arbejdet på nordisk samarbejde i 100 år, men de nordiske landes befolkninger har været tæt forbundne i mere end 600 år. Margrete I samlede Norden i Kalmarunionen, og selvom vi har ikke har kunnet holde indbyrdes fred i alle årene, er forbindelserne vokset stærkere for hvert århundrede, fordi nordiske sprog, kultur og menneskelige værdier har udviklet sig i samme retning.

Stifterne af Foreningen Norden mente, at tættere nordisk samarbejde kunne sikre freden efter 1. Verdenskrig. Foreningen blev da også indstillet til Nobels Fredspris både i 1932 og 1933.

Selvom freden kun varede i 20 år mellem de to verdenskrige, voksede det politiske ønske om et mere formelt samarbejde mellem landene i Norden. I den påvirkningsproces spillede Foreningen en væsentlig rolle frem til oprettelsen af Nordisk Råd i 1952 og Nordisk Ministerråd i 1971.

Landsformanden for Foreningen Norden, Mogens Jensen, MF (S), opfordrer ikke blot til øget nordisk samarbejde, men også til fælles nordisk front på den internationale scene.

"Det er på tide, at vi får et tættere nordisk samarbejde om udenrigspolitik, forsvarspolitik og sikkerhedspolitik, som vi hidtil har været tilbageholdende med, fordi nogle af os er NATO-medlemmer og andre ikke er. Men vi bør også spille en rolle internationalt ved samlet at påvirke EU og FN i demokratisk retning. Begge institutioner er pressede på deres oprindelige værdier og har brug for opbakning fra et samlet Norden," siger Mogens Jensen i en pressemeddelelse.

Foreningen Nordens 100 års jubilæum kulminerer med et stort gallashow 'Dejlig er Norden' 15. april i DRs Koncertsal, der transmitteres direkte på DR K og i de øvrige nordiske lande.

gs

Publiceret 21 April 2019 22:00