Ligesom det var tilfældet med Erik Peitersens Outdoor projekt i Skive, er det også meningen, at der skal komme et bogprojekt ud af aktiviteterne på Torvet i Rønde. Foto: Lars Norman Thomsen (af bogforside)

Ligesom det var tilfældet med Erik Peitersens Outdoor projekt i Skive, er det også meningen, at der skal komme et bogprojekt ud af aktiviteterne på Torvet i Rønde. Foto: Lars Norman Thomsen (af bogforside)

Erik Peitersen maler stort udendørs maleri i Rønde

Den autodidakte billedkunstner med bopæl i Gravlev er ved at tage tilløb til et stort kunstprojekt på torvet mellem Kulturhotellet og rutebilstationen

Af
Lars Norman Thomsen

SYDDJURS I 2007 startede Erik Peitersen udendørs kunstprojektet 'Outdoor' op, som skal munde ud i 9 malerier, á 3×3 meter, malet 9 forskellige steder i Danmark, 3 dage – 3 gange om året – i 3 år.

Der står allerede malerier i Skive, Videbæk, Ry og Silkeborg.

I 2013 udvidede Erik Peitersen Outdoor konceptet til Europa med et maleri på Henley Business School, vest for London.

Lige nu er han ved at sætte sig op til et Outdor maleri Rønde - et udendørs maleri på torvet mellem Kulturhotellet og rutebilstationen. Maleriet bliver også på de 3 gange 3 meter, og Erik Peitersen maler på det i 3 dage, 3 gange årligt i 3 år.

"Undervejs inddrager vi Rønde Gymnasium, Kulturskolens billedkunstlinje, lokale skoler, kunstinteresserede og mange foreninger i lokalområdet," fortæller Christen Frost, daglig leder af Kulturskolen Syddjurs, der har base på KulturHotellet.

KulturHotellet er tovholder på projektet, og Christen Frost er med i styregruppen, der ellers består af:

  • Sekretariatschef i Nationalpark Mols Bjerge, Mika Leth Pedersen
  • Formand for Rønde Handel, René Povlsen
  • Bestyrelsesmedlem i Rønde Distriktsråd, Ingrid Rønne
  • Kulturskoleleder Christen Frost
  • Koordinator på KulturHotellet Rebekka Vetter
  • Erik Peitersen

Erik Peitersen bor selv i Gravlev og kalder Rønde for 'porten til paradis' - indgangen til den fine natur i Nationalpark Mols Bjerge.

Det offentlige rum

Erik Peitersen, der i 35 år også arbejdede som assistent for den internationalt kendte maler, billedhugger og digter, afdøde Per Kirkeby, har i en årrække været optaget af, hvad der sker, når kunsten bliver taget ud af kunstinstitutionens vante rammer og sættes i spil mellem kunstneren, publikum og naturen. I modsætning til det klassiske og traditionelle landskabsmaleri ønsker Erik Peitersen med Outdoor at ”bringe maleriet ud i landskabet” og dermed ud i det offentlige rum.

"Vores bagtanke på KulturHotellet er selvfølgelig at få skabt noget liv på torvet foran. Vi får tit skudt i skoene, at det bare er et vindblæst sted, der med fordel kunne udnyttes til forskellige aktiviteter, og det gør vi så nu med Erik Peitersens maleri, som vi selvfølgelig håber lokale borgere og gæster i Rønde vil følge meget tæt og have en mening om," siger Christen Frost.

1. malesession

I dagene 5., 6. og 7. september skydes 'Outdoor' i gang med et overflødighedshorn af aktiviteter i og omkring KulturHotellet.

Torsdag 5. september står udelukkende i Per Kirkebys tegn, men inden da har Erik Peitersen startet sin 1. malesession klokken 10.

Vicerektor på Rønde Gymnasium, Claus Jungersen, holder en forelæsning om Per Kirkebys to murstensskulpturer i Rønde Midtby, og Erik Peitersen fortæller om sit samarbejde med kunstneren.

Fredag 6. september fortsætter Erik Peitersen med at male på torvet efter den officielle indvielse af projektet.

Han afslutter 1. malesession lørdag 7. september, hvor der også er Stafet for Livet i Byparken.

Alle sessions afvikles netop i forbindelse med andre aktiviteter i Rønde, som fx Open By Night, Stafet for Livet, Black Friday, fælles vandreture, m.m.

Publiceret 05 September 2019 08:30