Kommunalvalg 2017
Gunnar Sørensen (V), formand for Arbejdsmarkedsudvalget. Foto: Lars Norman Thomsen
Gunnar Sørensen (V), formand for Arbejdsmarkedsudvalget. Foto: Lars Norman Thomsen
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

KV17 - debat Syddjurs: Carsten Bech, en røst fra fortiden

Af Gunnar Sørensen (V), formand Arbejdsmarkedsudvalget, kandidat til KV17:

“Kommentar til Carsten Bechs indlæg vedr. Jobcenteret.

Læs også: KV17 - debat Syddjurs: Der skal strammes gevaldigt op i Jobcentret

Kære Carsten Bech

Det billede, du tegner af Jobcenteret er ikke et, jeg kan genkende. Det har muligvis været tættere på sandheden for 4-5 år siden, men Arbejdsmarkedsudvalget har sammen med forvaltningen arbejdet målrettet med alle sagsgange i flere år. Vi har haft dialog med alle medarbejdergrupper og haft lejlighed til at spørge om forskellige sagsforløb.

Det indtryk, vi har, er, at vi har en dygtig stab af medarbejdere, der er meget engagerede i at yde den bedst mulige service over for borgerne.

Men i en organisation med omkring 7.000 sager og ca. 100 ansatte er det umuligt at undgå, at der sker en fejl i ny og næ og også, at der ved sygdom og kurser kan være udskiftning i sagsbehandlere.

Du skriver, ”at skiftende sagsbehandlere er hverdag for mange klienter i jobcentret. De mange skift er en dårlig løsning for klienten, og en dyr løsning for kommunekassen.”

Vi kommer aldrig til at undgå, at medarbejdere rejser grundet nye udfordringer, geografi m.m. Men det vi oplever for tiden er, at der ikke er mange, der forlader Jobcenteret. Alt efter om man er tilknyttet et konkret projekt, som f.eks. Jobfirst, kan man dog godt opleve, at der er flere sagsbehandlere og virksomhedskonsulenter omkring en.

Du skriver også, ”at der er eksempler på ansættelse af freelance medarbejdere, der bor i den anden ende af landet, og derfor arbejder hjemmefra 4 af ugens dage.” Og at den type medarbejdere skulle være dårligere forberedt.

Jeg kan fortælle dig, at der er INGEN freelance medarbejdere ansat i Jobcenteret.

Da man en overgang manglede medarbejdere i sygedagpengeteamet, blev der ganske rigtigt brugt nogle vikarer, der arbejdede hjemmefra. Dette har dog ikke fundet sted siden februar/marts. Der er ingen, der har haft faste hjemmearbejdsdage siden 2012. Det aftales selvfølgelig med nærmeste leder, om og hvornår det kan ske.

Et tredje ankepunkt, som du beskriver, ”er afklaringsmøder, hvor en klient kan komme ind i et overfyldt lokale, hvor der er op til 8 personer fra forskellige faggrupper tilstede. Ved præsentationen viser det sig, at halvdelen ikke har kendskab til klienten, men alle føler sig normalt kaldet til at give sit besyv med.”

Jeg regner med, at de afklaringsmøder, der refereres til er møder i rehabiliteringsteamet. Til disse møder er der en mødeleder, en læge en socialfaglig person fra socialteamet, en faglig person fra AGS (Ambulant Genoptræning Syddjurs) samt en referent til stede. Bemandingen af teamet er lovbestemt – på nær referenten. Borgerens sagsbehandler kommer naturligvis sammen med borgeren, og hvis der også er en bisidder med, så er der ganske rigtigt 8 personer. Det er som sagt ikke noget vores medarbejdere kan gøre noget ved. Det kræver, at Christiansborg rydder op i den regeljungle, som Jobcentrene landet over er underlagt at arbejde efter.

Seneste borgertilfredshedsmåling efter rehabiliteringsmøder viser i øvrigt følgende tal:

  • At 51 procent følte sig meget godt forberedt til mødet, (og 32,7 procent nogenlunde forberedt)
  • At 61,8 procent fik sagt det, de gerne ville (og 23,6 procent fik sagt det meste af det, de ville)
  • At 83,6 procent oplever, at der bliver lyttet til alt, hvad de siger

Så alt i alt er borgere meget tilfredse med at deltage på rehabiliteringsmøderne.

Så kære Carsten, jeg kan love dig, at Arbejdsmarkedsudvalget følger sagsgangene tæt, og vi følger også op, når vi hører om enkeltsager, der ikke har haft til fredsstillende forløb.”

Publiceret: 04. November 2017 14:31

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Adresseavisen Syddjurs

ANNONCER
Se flere
Adresseavisen Syddjurs
Seneste
Adresseavisen Syddjurs
Mest læste
Adresseavisen Syddjurs
112
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt