Kommunalvalg 2017
Claus Wistoft. Foto: Anne Steen
Claus Wistoft. Foto: Anne Steen
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

KV17 - debat Syddjurs: Spørg da børn og ældre først om de vil tvangsfodres med politisk korrekthed?

Af borgmester Claus Wistoft (V), Syddjurs Byråd - kandidat til KV17:

“Med en baggrund som både økologisk og konventionel fødevareproducent bliver jeg lidt træt, når Ø, F og A for jeg ved ikke hvilken gang fremfører, at nu skal både børn og ældre tvangsfodres med økologisk mad på skoler og plejehjem, som det såkaldte RØD-GRØNNE ALTERNATIV gør i et fælles politikoplæg til KV 2017.

Når debatten falder på et andet partis forslag om ikke at måtte servere halalslagtet kød, er forbud og tvang helt ud i skoven, men ikke når det gælder økologi. Er der ikke lidt dobbeltmoral i spil her?

På en eller anden mærkelig måde er det blevet sådan i Danmark, at det eneste politisk korrekte at putte i munden er økologiske fødevarer, på trods af at 92 procent af fødevareproduktionen i Danmark er gode, konventionelle fødevarer som resten af verden står i kø for at købe og som finansierer en ikke uvæsentlig del af den danske velfærdsmodel.

Jeg har intet imod økologiske fødevarer – jeg har selv produceret dem i 10 år, og de findes bestemt også i vores køleskab derhjemme – men jeg er træt af den politiske korrekthed, der beskriver økologi som det eneste rigtige.

Den hede drøm hos nogle rød-grønne partier er, at landbruget i DK bliver 100 procent økologisk. Det kommer dog aldrig til at ske, da den primære kvælstofforsyning for den økologiske fødevareproduktion i dag er kvælstof fra konventionel husdyrgødning, og uden den ”ordning” ville den økologiske produktion ikke eksistere, men det undlader de politisk korrekte helst at oplyse forbrugeren om.

Hvor mange af de rød-grønne kandidater spiser i deres dagligdag 100 procent økologisk? Sikkert ingen, men alligevel mener de, at det skal indføres i kommunens institutioner.

Jeg er meget uenig i at gennemtvinge økologiske madordninger. Venstre er dog helt med på et passende mix af økologiske og konventionelle varer, således som det også er tilfældet i de allerfleste danske køleskabe.

Men hvad med dem, der egentlig skal spise maden? Vi kan da starte med at spørge dem. I en tid, hvor alle taler om borgerinddragelse, vil det kun være rigtigt at spørge forældre i skoler og børnehaver, samt ældre der spiser mad leveret fra Syddjurs Kommune, hvad de egentlig foretrækker – i stedet for at tvangsfodre dem med politisk korrekthed.”

Publiceret: 05. November 2017 09:01

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Adresseavisen Syddjurs

ANNONCER
Se flere
Adresseavisen Syddjurs
Seneste
Adresseavisen Syddjurs
Mest læste
Adresseavisen Syddjurs
112
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt