2400 vælgere deltog i Grenaa Gymnasiums valgundersøgelse. Pressebillede
2400 vælgere deltog i Grenaa Gymnasiums valgundersøgelse. Pressebillede
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

KV17: Gymnasieelever var tæt på det rigtige gæt på valgdag

2400 vælgere blev spurgt om, hvor de satte deres kryds - og hvorfor

KV17
Af Søren Andersen

”Det er fedt at være med til det her,” lød det fra Jeppe Winding hen ad 17-tiden på valgdagen tirsdag 21. november, da en ny kommunalbestyrelse skulle sammensætte af vælgerne i Norddjurs.

Jeppe går i 2.g på Grenaa Gymnasium på en samfundsfaglig studieretning. Dagen igennem havde han sammen med sine klassekammerater henvendt sig til vælgere, når de havde stemt, og bedt dem udfylde et spørgeskema.

”Tidligere på dagen var vi i Auning,” fortæller klassekammeraten Sigrid Friis.

”Folk var rigtig søde og ville gerne udfylde spørgeskemaet. Det har været hyggeligt.”

En tredje klassekammerat, Maja Jacobsen, uddyber: ”Det har været rigtig godt at lave noget fagligt uden for skolen. Jeg har fået mere viden om partierne og en bedre forståelse af hvordan det hele fungerer. Det er rart, for jeg har ikke stemt før.”

Samfundsfagslærer Rune Lauritzen forklarer, at alle valgsteder i Norddjurs Kommune (undtagen Anholt) fik besøg af elever i løbet af dagen og at der i alt blev udfyldt cirka 2400 spørgeskemaer. Dermed var det muligt at komme med et kvalificeret bud på valgets resultat straks efter at valgstederne lukkede. Og endnu engang viste gymnasiets tal, at man med den store tilslutning kommer med et meget kvalificeret bud på det rigtige valgresultat.

Men arbejdet med de indsamlede data er langt fra slut.

”Vi har naturligvis spurgt vælgerne, hvad de har stemt, og også om de har stemt personligt og om særlige områder har været vigtige for dem. Derudover har vi også spurgt om deres alder, køn, uddannelsesbaggrund. Disse data skal vi nu analysere sammen med eleverne i undervisningen hjemme på skolen,” forklarer Rune Lauritzen.

En del af eleverne var i løbet af dagen beskæftiget med at skrive artikler og interviewe lokalpolitikere. Man kan se resultaterne af deres anstrengelser på Grenaa Gymnasium KV17 på Facebook.

Samfundsfagslærerne Rune Lauritzen, Henrik Madsen og Stine Sørensen analyserede tallene på valgstedet i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa. Pressebillede
Samfundsfagslærerne Rune Lauritzen, Henrik Madsen og Stine Sørensen analyserede tallene på valgstedet i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa. Pressebillede

Publiceret: 07. December 2017 17:30

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Adresseavisen Syddjurs