Harald Grønlund er efter valgresultatet klar til at lægge Borgerlisten i graven og drikke en gravøl - eller måske et godt glas vin.
Harald Grønlund er efter valgresultatet klar til at lægge Borgerlisten i graven og drikke en gravøl - eller måske et godt glas vin.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

KV17: Harald Grønlund vil ikke afvise et come-back om fire år

Fire år i kommunalbestyrelsen i Norddjurs blev det til i denne omgang for Harald Grønlund, der efter nytår igen skal til at beskæftige sig på fuld tid med at snedkere møbler, døre og lignende i sin virksomhed Flex-line fra Drammelstrup et par stenkast fra Allingåbro.

Fire år, der ikke har været kedelige på nogen måde, heller ikke for Haralds kolleger i byrådet, der gang på gang har oplevet at måtte lytte til klar tale, der ofte gik imod flertallets holdning.

Også i hans egen gruppe hos LA, hvor det midtvejs blev til et brud, da Harald Grønlund meldte sig ud og blev løsgænger på grund af vindmølle-polemikken, der dengang var på sit højeste.

For Harald blev det mest smertelige stød imidlertid sat ind af hans medkandidat på Borgerlisten, Torben Bach Sørensen, der op til valgdagen melde sig i debatten med et indlæg, der flugtede med Venstremandens Lars Østergaards holdninger til skolelukninger og dermed undsagde sin egen listes mærkesag - kampen for de små skoler og børnebyerne.

Nyrehug fra en af sine egne

“Netop den slags nyrehug fra en af dem man stiller op sammen med, er så den slags oplevelser, jeg rigtig gerne vil lægge bag mig meget hurtigt”, skrev Harald Grønlund på sin Facebook-profil som kommentar til Torben Bach Sørensen debatindlæg.

Efter valget er det en afklaret snart eks-politiker, der gør status.

“Jeg vil ikke citeres for, at jeg ikke kunne tænkes at gå ind i politik igen. Men det passer mig fint at få fire år, hvor jeg kan vurdere, om det med poltik, er noget jeg kan undvære”.

Harald Grønlund har tidligere takket pænt nej til en invitation fra sine DF-kollega Steen Jensen om at blive DF`s stærke kort i vest. Men har ikke svaret på det seneste DF-frieri.

“Det var pænt af ham. Han har spurgt flere gange. Men jeg har også et spejl som jeg kigger mig i”, kommer det med et let muntert anslag fra Harald Grønlund.

Publiceret: 27. November 2017 17:30

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Adresseavisen Syddjurs