Debat: Kære politikere, hjælp Ebeltoft til ny florissant periode

Af
Carsten Nørgaard

Søskrænten 26

8400 Ebeltoft:

"Vor by må ikke ende som en kullise; vi skal have udvikling i byen med respekt for det gamle. Som bekendt skal man ikke hvile på laurbærrene og vi skal have nye kort på hånden for både turisterne og kommende fastboende.

Det gøres ved en dygtig og progressiv byudvikling med udnyttelse af hele området, så vi får et miljø, der tiltrækker unge som ældre til at bo i byen om området.

Havnen skal bindes sammen med resten af byen ved at sænke Strandvejen fra Glasmuseet (indgangssiden) til omkring Havnevej. Over vejen anlægges en by- & havnepark, som fortsætter ned til vandet, hvor ”Horisont” er i dag. Parken skal være en kombination af en klassisk park med plæner og bede, men også moderne med rulleskøjtebane (til is-skøjter om vinteren), klatrevæg, boldbaner og et havnebad a la det de har fået i Fåborg, hvor der er både omklædningsfaciliteter, beskyttede svømmeområde og hovedspringsområde.

Parken skal forbinde havneområderne i sig selv men også byen, med en allé i for eksempel Toldbodgade.

På torvet ved Rådhuset kunne man indrette den gamle politistation/Tinghuset med en cafe i stueetagen efter bedste franske forbillede i stedet for kunstudstilling. Det virker jo lidt underligt, at man går ind i en bygning for at se kunst på vægge og gulve og så har bygningen byens bedste udsigt og placering. Disse kvaliteter kommer ikke i brug ved at der er kunstudstilling netop der. Kunstudstilling kunne passende være på havnen. Den øvrige del af den gamle bygning kan bruges enten B&B eller opstartsmiljø for unge firmaer.

NATO-molen skal moderniseres. I dag er den i forfald og grim.

Skab et pænt miljø med bænke og borde, grønne områder på molen og ved parkeringspladsen lave ordentlige toilet og bademuligheder, idet stedet også bruges af mange fritidsdykkere. Man kan blive inspireret af de gamle engelske moler, hvis vi skal have noget at kigge efter.

På havnen skal vi have et uddannelsescenter (se collage, red.), et område der potentielt er på 3 til 4 hektar; så der er plads til udbygning. Et center, som rummer både akademiske og faglige uddannelser. Der opføres små kollegie-studios i dette område, som de unge kan bo i lige som dele af Adelgades bygningsmasse tilbydes unge og studerende til fornuftige priser. Ikke mindst i området omkring Ny Malt.

Kære politikere, I må være ambitiøse og turde tage beslutninger der bryder den dårlige cirkel og lade Ebeltoft få en ny blomstringsperiode."

Publiceret 13 June 2018 09:45

Adresseavisen Syddjurs nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Adresseavisen Syddjurs
SENESTE TV