Debat Syddjurs: Advarsel - livsfarlige cykelstier gennem Vistoftalléen og Knebelbro

Af
Ingrid Fisker

Bjørnevej 12

Ebeltoft:

"Først og fremmest respekt for Syddjurs Kommune, som i ord ønsker at være cykelvenlig.

Desværre har man lavet nogle uheldige løsninger på de ovennævnte steder, som jeg vil advare imod:

På cykel ned gennem Vistoft (Lyngevej). Vejen er smal. Store træer står på begge sider tæt på vejen. Optegnede stiplede linjer på begge sider af vejen, hvor der så skulle være plads til cyklende.

Problemet er dog, at eftersom vejen er ret smal, kommer bilerne ofte ud i rabatten, når de passerer hinanden. Det bevirker dybe hjulspor i rabatten, og at mudder føres ind på den smalle cykelplads, hvor der også ligger temmelig mange blade fra de store træer. Det medvirker alt sammen til, at der let kan opstå farlige situationer.

Bilister forventer nemlig, at en cyklende holder sig på indersiden af den stiplede linje. For den cyklende er det imidlertid lidt af en balancegang at holde sig på på det smalle område, og kommer man ud i den bløde rabat - som jeg selv gjorde i efteråret - kan man let styrte (hvad jeg gjorde), hvis man forsøger at komme ind igen. Der er virkelig meget “ smattet” (i våde perioder), og da niveauforskellen på rabatten og vejbane er så stor, kan cykelhjulet let skride. Kombineret med den smalle vej, hvor bilister “presser” cyklisterne for at kunne komme forbi, så bliver vejen farlig.

Princippet er det samme gennem Knebelbro. Hvis to biler skal passere hinanden, må den ene bil over i cykelområdet. Det siger sig selv, at det kan gå galt med denne slingrekørsel med forholdsvis meget trafik.

Der er (heldigvis) efterhånden flere og flere dobbeltrettede cykelstier omkring vores skønne nationalpark, men der er stadig vejstrækninger, hvor cyklister lever livet farligt på trods af gode intentioner. Det kunne være skønt, hvis kommunen var konsekvent i forhold til at gøre vejene sikre. Også for de bløde trafikanter.

Så indtil det sker - pas på derude."

Publiceret 20 June 2018 10:30

SENESTE TV