Debat Syddjurs: Skolerne får bedre økonomiske forhold, men fortsat plads til forbedringer ...

Af
Jesper Yde Knudsen

byrådsmedlem for Enhedslisten og medlem af FI udvalget:

"Enhedslisten går med i aftale om justering af skolernes tildelingsmodel.

Enhedslisten var i på FI-mødet 4.-9. med til at lave en aftale om justering af tildelingsmodellen der betyder:

Knæk 1 bliver sat op fra 110-113 procent. Det betyder flere penge til de små skoler og færre til de store. Værst går det ud over Hornslet Skole, der dog stadig vil have langt mere end før tildelingsmodellen.

Betalingen for at visitere elever til specialskoler forbliver uændret. Enhedslisten ville gerne have betalingen fjernet, andre ville hæve den. Kompromiset blev at den forblev uændret.

Vi retter op på nogle indlysende urimeligheder ved den gamle ordning. Skolerne skal fremover ikke betale for:

    Elever der anbringes af Syddjurs Kommune eller en anden kommune end Syddjurs Kommune.

    Elever der har gået i specialskole i en anden kommune og fortsætter i specialskole ved tilflytning til Syddjurs Kommune.

    Elever der har gået minimum to år i privatskole og derfra ønskes visiteret til specialskole.

Vi udskød en beslutning om, hvorvidt vi skulle udtage lederlønnen fra fordelingen til vi har set flere beregninger på effekterne. En sådant forslag vil formodentlig gavne de små skoler og tage penge fra de store.

FI-udvalget har ingen mulighed for at tilføre flere penge til området, det kan kun ske ved budgetforhandlingerne. Her vil Enhedslisten kæmpe for at der bliver tilført flere penge til skoleområdet så specielt de store skoler kan kompenseres for det de har tabt ved denne aftale.

Efter FI-udvalget skal aftalen i byrådet og behandles i budgetprocessen.

I Enhedslisten var vi imod indføringen af tildelingsmodellen, og selv efter disse forbedringer synes vi ikke at det er en god model. Men i Enhedslisten har vi det princip, at vi stemmer imod den mindste forringelse og for den mindste forbedring og vi mener at den nye aftale er en klar forbedring af tildelingsmodellen."

Publiceret 05 September 2018 09:23

SENESTE TV