Nationalparkens egne bud på, hvordan et nyt velkomstcenter vil betyde nye muligheder for lokalbefolkningen. Foto: Lars Norman Thomsen

Nationalparkens egne bud på, hvordan et nyt velkomstcenter vil betyde nye muligheder for lokalbefolkningen. Foto: Lars Norman Thomsen

Debat Syddjurs: Et nyt velkomstcenter et trækplaster i sig selv

Af
Hans-Henrik Tungelund

Slotsparken 18

8410 Rønde:

"Til borgermødet d. 29.11 om det påtænkte velkomstscenter ved Kalø Slotsruin, Lokalplanforslag 420, var der et indlæg fra en modstander af projektet, der satte nogle tanker i gang hos mig.

Jeg er nu meget begejstret for planerne og ser især fjernelsen af P-pladsen og Slotskroen for at genskabe strandengen, som et virkelig spændende tiltag for at indramme Slotsruinen på en ny måde. Og at placere et velkomstcenter for Nationalpark Mols Bjerge ved Kalø Slotsruin, anser jeg også for at være helt rigtigt set, alene p.g.a. lokaliteten.

Men indlægget på borgermødet gik på, hvad det er turister ønsker. Hvad er det, de kommer for at opleve? Vedkommende mente, at turister ønsker at opleve noget autentisk, og at det er dét, området ved Slotsruinen har. Og at det skal bevares. Det tror jeg er fuldstændig rigtig. Når jeg er på ferie og ude at rejse, vil jeg gerne informeres og opleve de store seværdigheder. Men jeg er samtidig træt af alt det, turismen fører med sig. Lange køer, souvenirbutikker og kæderestauranter. Alt det der kun er der, fordi der er mange turister. Det er et klassisk dilemma, da man jo selv er en del af flokken. For jeg vil også opleve det lokale liv at sidde på en ligegyldig café og følge med i livet dér. Det er en svær balance.

Her hos os er den store seværdighed Kalø Slotsruin og den smukke natur omkring. Men jeg mener også, at vi har noget autentisk som os lokale, og dem der kommer til f.eks. tirsdagstræf, sætter stor pris på. Og jeg tror, at det er det uforpligtende, der er over stedet. Det er nemt at komme til. Det koster ikke noget. Man kan gå hen på den lille strand og soppe eller sætte kajakken i, man kan gå en tur, og man kan købe en is og få noget let at spise i kiosken. Det er noget spontant, og man slår sig bare ned. Jeg har ikke Slotskroen med i ligningen. Det er ikke, fordi at den ligger i vejen for et velkomstcenter. Jeg oplever bare ikke Slotskroen som inkluderende, som noget der inviterer alle indenfor.

Jeg mener stadig, at et nyt velkomstcenter vil være fantastisk, både som informationscenter for Nationalparken og Slotsruinen og som trækplaster i sig selv, men det skal invitere indenfor. Det skal være en oplevelse at besøge og at sidde og nyde udsigten i dårligt vejr og om vinteren skal være, og ser ud fra billederne til at blive, fantastisk. Det SKAL være nemt at købe en is og vil man sidde indenfor og spise, SKAL det være til at betale. Det SKAL være gratis at parkere, og der SKAL være adgang til vandet. Og så tænker jeg, at Strandhuset, der indtil nu har henlevet en anonym tilværelse, skal indgå i den autencitet der skal præge området. Der skal være masser af borde og bænke på området foran huset med udsigt til vandet, hvor man kan sætte sig fuldstændig som det passer en, og børnene kan løbe rundt. Så får vi lokale lyst til bare at komme forbi for at bruge det, og det vil give den lokale autencitet jeg tror mange holder af."

Publiceret 14 December 2018 11:57

SENESTE TV